Ny måling: Så mange vil lade sig vaccinere mod corona

Skulle der komme en vaccine mod coronavirus, vil den blive modtaget mest køligt i Frankrig og Tyskland.
I Tyskland er ti procent helt afvisende over for at lade sig vaccinere mod coronavirus, hvis muligheden opstår. Det viser en ny undersøgelse. En stor andel af tyskerne er også modstandere af at få deres børn vaccineret. (Arkivfoto)
I Tyskland er ti procent helt afvisende over for at lade sig vaccinere mod coronavirus, hvis muligheden opstår. Det viser en ny undersøgelse. En stor andel af tyskerne er også modstandere af at få deres børn vaccineret. (Arkivfoto)

180Graders Redaktion,

05/06/2020

To tredjedele af Tysklands befolkning vil vaccinere sig mod coronavirus, hvis muligheden opstår.

Det viser en undersøgelse lavet af meningsmålingsinstituttet Kantar, som bringes fredag i mediegruppen Funkes aviser.

Blandt de store vestlige lande er den tyske andel på 67 procent den laveste efter Frankrig. Her siger 58 procent, at de "helt sikkert" eller "sandsynligvis" vil lade sig vaccinere.

Den største villighed til at beskytte sig med en vaccine har Storbritannien med 78 procent foran Italien med 74 procent.

Rundspørgen fra Kantar viser desuden, at ti procent af den tyske befolkning er helt afvisende over for at lade sig vaccinere. I intet andet G7-land, de store vestlige industrilandes sammenslutning, er der så stor en afstandtagen til en eventuel vaccination.

Folk i Tyskland er også tilbageholdende med at vaccinere deres børn. Ifølge Kantar-undersøgelsen svarer 64 procent "sikkert" eller "sandsynligvis" på spørgsmålet, om de ønsker at få deres sønner og døtre vaccineret mod coronavirusset.

Kun i Frankrig er det endnu mindre med 56 procent. Briterne topper med 74 procent foran japanerne med 73 procent.

Der er endnu ikke udviklet en vaccine mod det nye coronavirus, men adskillige medicinalfirmaer og forskningsinstitutioner arbejder på at komme først med et middel, der kan forhindre folk i at blive syge.

Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, dæmpede torsdag i et tv-program endnu en gang forventningen til et snarligt gennembrud i udviklingen af en vaccine.

Globalt er over 390.000 mennesker døde af coronavirusset, der siden begyndelsen af året har spredt sig fra den kinesiske by Wuhan til næsten samtlige lande i verden.

Kilde: /ritzau/dpa