Irland ventes mandag at bryde politisk dødvande med ny regering

Ny regeringsaftale kan indeholde rotation på premierministerposten i Irland. Mandag ventes præsentation.
Lederen af Fianna Fáil, Micheál Martin, ventes at stille sig i spidsen for en irsk koalitionsregering. Dog skal han formentlig rotere på premierministerposten med Leo Varadkar.
Lederen af Fianna Fáil, Micheál Martin, ventes at stille sig i spidsen for en irsk koalitionsregering. Dog skal han formentlig rotere på premierministerposten med Leo Varadkar.

180Graders Redaktion,

15/06/2020

En koalitionsregering kan være på trapperne i Irland efter måneder med politisk dødvande.

Således ventes partierne Fianna Fáil, Fine Gael og De Grønne at underskrive en aftale om en regering mandag.

Det meddeler lederen af Fianna Fáil, Micheál Martin, efter forhandlinger søndag aften.

- Vi har haft gode fremskridt, så vi kommer til at underskrive den (aftalen, red.) i morgen, siger Martin.

- Vi er der næsten.

Forhandlingerne fortsætter mandag morgen.

Martin og Fianna Fáil sidder på 37 af i alt 160 pladser i parlamentet efter et tæt valg i februar.

Han ventes at tage over som premierminister efter Leo Varadkar, der med partiet Fine Gael sidder på 35 pladser.

En regeringsaftale skal dog godkendes af græsrødder i partierne.

Sker det, ventes Martin og Varadkar at skulle rotere på posten i løbet af regeringsperioden på fem år.

Fianna Fáil og Fine Gael, der historisk set er rivaler, har brug for De Grønnes 12 pladser for at kunne skabe et flertal i parlamentet.

Sinn Fein, der tidligere har fungeret som den Irske Republikanske Hærs (IRA) politiske fløj, fik et overraskende godt valg i februar og brød dermed det historiske duopol mellem de to normalt største partier i Irland.

Men både Fianna Fáil og Fine Gael har afvist et samarbejde med venstrefløjspartiet.

Det politiske dødvande har blandt andet udgjort et stort pres under coronakrisen, da en milliardstor hjælpepakke først endeligt kan vedtages, når en ny regering er dannet.

Kilde: /ritzau/Reuters