Tryg tjener mindre efter stor aktienedtur i starten af 2020

Selv om Trygs kerneforretning har været i vækst i 2020, så har det ikke været nok til at løfte indtjeningen.
Tryg er det største forsikringsselskab på det danske marked. (Arkivfoto)
Tryg er det største forsikringsselskab på det danske marked. (Arkivfoto)

Jimmi Meilstrup,

26. januar 2021

Et lavere niveau af forsikringsskader har lunet i Trygs økonomi sidste år.

Til gengæld har forsikringsselskabet også fået et lavere afkast på de finansielle markeder. Det er med til at give et mindre overskud end året før.

Det viser Trygs regnskab for 2020, der er offentliggjort tirsdag morgen.

Samlet for 2020 har Tryg fået et overskud på knap 2,8 milliarder kroner. Det er cirka to procent lavere end i 2019.

Med til at trække overskuddet op har været en fremgang i det forsikringstekniske resultat, der dækker over udviklingen i selve forsikringsforretningen. I alt er det forsikringstekniske resultat steget med otte procent til 3,5 milliarder kroner.

Ifølge Morten Hübbe, koncernchef i Tryg, har coronakrisen haft stor betydning for forsikringsforretningen i det forgangne år.

- I løbet af første kvartal var Trygs forsikringstekniske resultat negativt påvirket af et højt niveau af rejseskader.

- Men lavere økonomisk aktivitet opvejede i de følgende kvartaler den negative udvikling, siger Morten Hübbe i en kommentar til regnskabet.

Også på de finansielle markeder har Tryg kunnet mærke coronakrisen.

I den første del af 2020 gav coronaudbruddet stor uro på aktiemarkederne, og det ramte de investeringer, som Tryg har liggende i forskellige værdipapirer.

Alene i første kvartal endte Tryg med at få et negativt investeringsafkast på knap en milliard kroner.

Tabet blev dog mere end indhentet i resten af året, i og med at selskabet endte med et samlet investeringsresultat på lidt over 300 millioner kroner.

Herhjemme er Tryg det største forsikringsselskab og sidder på over en femtedel af det samlede marked. Topdanmark og Codan er henholdsvis næst- og tredjestørst på det danske forsikringsmarked.

I fremtiden kan Tryg blive endnu større, da selskabet sammen med canadiske Intact arbejder på at overtage det britiske forsikringsselskab RSA Insurance Group for 60 milliarder kroner.

Hvis handlen går igennem, vil Tryg og Intact blandt andet komme til at deles om ejerskabet af Codan, som er ejet af RSA Insurance Group.

I øjeblikket afventer de involverede parter en godkendelse til handlen fra de relevante myndigheder.

Kilde: /ritzau/