EU-Kommissionen godkender salg af dele af Nets

Efter en undersøgelse har EU-Kommissionen godkendt, at Mastercard køber store dele af Nets' forretning.
Nets har fået godkendt salget af en betydelig del af dets forretning til Mastercard.
Nets har fået godkendt salget af en betydelig del af dets forretning til Mastercard.

180Graders Redaktion,

18/08/2020

EU-Kommissionen har med betingelser godkendt Mastercards milliardstore opkøb af dele af Nets, der blandt andet ejer dankortet. Det skriver kommissionen i en pressemeddelelse.

Salget er på over 20 milliarder kroner og dækker over en række af Nets' forretningsområder.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen sendte i april dog opkøbet til vurdering ved EU-Kommissionen, der har truffet sin afgørelse.

- Denne oprindeligt anmeldte fusion ville have kunnet mindske konkurrencen betydeligt på markedet for centrale konto til konto-infrastrukturtjenester og undergravet udviklingen af nye løsninger for betalingssystemer i realtid, som får større og større betydning.

- Den afgørelse, der er truffet i dag, sikrer, at effektiv konkurrence bevares, skriver næstformand i EU-Kommissionen Margrethe Vestager.

Godkendelsen er betinget af, at parterne sælger dele af den bagvedliggende teknologi - Nets' Realtime 24/7 - på licens til tredjepart.

- Vi er glade for EU-Kommissionens beslutning, der baner vejen for, at vi snarest muligt kan afslutte salget af Corporate Services til Mastercard, skriver finansdirektør i Nets Klaus Pedersen i en kommentar.

Opkøbet blev annonceret i 2019. Mastercard har købt størstedelen af Nets' "Corporate Service"-forretning, der blandt andet indeholder clearing af betalinger, realtidsbetalinger og Betalingsservice.

Mastercard betaler 2,85 milliarder euro - omkring 21,3 milliarder kroner - for forretningen.

Nets startede livet som PBS, der var ejet af en række danske banker og i 1983 lancerede dankortet. I 2009 blev Nets dannet, da PBS slog sig sammen med nordiske pendanter.

Bankerne solgte i senere deres ejerskab i Nets til kapitalfonde og i 2017 købte kapitalfonden Hellman & Friedman Nets for over 30 milliarder kroner.

I 2019, da Nets offentliggjorde salget af Betalingsservice til Mastercard, rynkede flere politikere brynene.

- Min jyske fornuft siger mig, at når nogen betaler 21 milliarder kroner for noget, så er der også nogle andre, der skal betale en regning.

- Og det kan meget vel være de danske forbrugere. Så det skal vi holde øje med, sagde Dansk Folkepartis Hans Kristian Skibby til Berlingske.

Kilde: /ritzau/