Coronavirus sætter en bremse for væksten hos Falck

Efter syv kvartaler med forbedret indtjening er både omsætning og driftsresultatet gået tilbage hos Falck.
Falck har i første kvartal været negativt påvirket af coronaudbruddet. (Arkivfoto)
Falck har i første kvartal været negativt påvirket af coronaudbruddet. (Arkivfoto)

180Graders Redaktion,

04/05/2020

Udbruddet af coronavirus har givet lavere aktivitet for redningsvirksomheden Falck, som derfor også har set en nedgang i de økonomiske resultater.

Det fremgår af Falcks regnskab for første kvartal, der er offentliggjort mandag morgen.

Omsætningen er faldet med seks procent til 3,3 milliarder kroner i forhold til første kvartal sidste år. Samtidig er driftsresultatet før andre poster mere end halveret til 109 millioner kroner i første kvartal i år.

Forud for nedturen havde der været forbedring i indtjeningen i syv kvartaler, oplyser Falck.

- Det første kvartal i 2020 var definerende for Falck. Udbruddet af coronavirus var en test af vores operationelle og finansielle styrke.

- Operationelt har vi klaret situationen rigtig godt. Finansielt har virkningen fra det lavere aktivitetsniveau sat vores indtjening under pres, siger Jakob Riis, administrerende direktør hos Falck.

Rundt om i verden har regeringer og myndigheder lukket samfundsaktiviteter for at mindske spredningen af coronavirus. Det har for Falck medvirket til en lavere efterspørgsel på ydelser som patienttransport og vejhjælp.

Som følge af den lavere aktivitet har Falck i øjeblikket sendt 1600 af sine medarbejdere hjem midlertidigt.

Ved at sende medarbejdere hjem med løn er det i Danmark muligt for Falck at få kompenseret noget af medarbejdernes løn.

Selskabet er også blevet godkendt til lønkompensation, fortæller direktøren.

- Vi har gjort vores yderste for at undgå permanente afskedigelser i denne første, usikre fase, da vi får brug for vores uddannede medarbejdere, så snart aktivitetsniveauet vender tilbage til en ny normal.

- Vi vil kontinuerligt vurdere betydningen for vores forretning og forventer, at vores aktiviteter vil kunne genoptages, så snart samfundene genåbnes, om end aktivitetsniveauet vil være lavere end før udbruddet af Covid-19, siger Jakob Riis.

I alt har Falck omkring 24.000 medarbejdere. Der er aktiviteter i 30 lande.

Kilde: /ritzau/