Coronavirus giver Air France-KLM underskud på 13 milliarder

Det vil tage år, før flybranchen er på normal igen, forudser Air France. British Airways gætter på 2023.
Antallet af passagerer hos Air France-KLM faldt med en femtedel til 18,1 million passagerer. (Arkivfoto)
Antallet af passagerer hos Air France-KLM faldt med en femtedel til 18,1 million passagerer. (Arkivfoto)

180Graders Redaktion,

07/05/2020

Flyselskabet Air France-KLM har haft et hårdt første kvartal på grund af coronavirusset.

Selskabet fik et underskud på 13,4 milliarder kroner i perioden januar-marts, hvor antallet af passagerer faldt med en femtedel til 18,1 million.

Det viser regnskabet fra det hollandsk-franske flyselskab, der er offentliggjort torsdag morgen.

Det var især de to sidste uger af marts, at flyselskabet blev ramt, da coronaudbruddet for alvor nåede Europa.

Med til historien hører, at første kvartal normalt er en svær periode for flyselskaber at tjene penge, fordi der er færre rejsende end i sommerperioden.

I samme periode sidste år fik Air France-KLM et underskud på 2,4 milliarder kroner.

Air France-KLM skriver i regnskabet, at det kan tage flere år, før efterspørgslen på flybilletter er tilbage på niveauet før coronakrisen.

Flyselskabet regner med, at 95 procent af flyene vil blive på jorden i april, maj og juni.

Det forventes kun gradvist forbedret i juli, august og september, hvor 80 procent af selskabets fly stadig ventes at skulle stå parkeret på landjorden.

Flyselskabet er ligesom resten af branchen hårdt presset på økonomien. I løbet af sommeren vil ledelsen præsentere en plan, der skal få selskabet gennem krisen.

På forhånd har Air France-KLM fået stillet en hjælpepakke på 52 milliarder kroner i udsigt fra den franske regering. EU gav mandag grønt lys til pakken.

Den består af både direkte lån fra staten og garantier på lån, som Air France-KLM optager hos for eksempel banker.

Den hollandske regering har også varslet, at den vil støtte flyselskabet med 15-30 milliarder kroner. De endelige detaljer er ikke på plads.

Den hollandske og franske stat ejer 28 procent af Air France-KLM. Det blev dannet efter en fusion i 2004.

Der er også kommet regnskab fra luftfartsgruppen IAG, der står bag British Airways, Vueling og Iberia.

IAG kommer ud af første kvartal med et minus 12,5 milliarder kroner. Antallet af passagerer er faldet med 15 procent til knap 20 millioner i første kvartal.

IAG forventer, at man skal helt frem til 2023, før efterspørgslen på flybilletter er tilbage på 2019-niveauet. Derfor har selskabet udskudt leveringen af 68 nye fly.

Kilde: /ritzau/