Carlsberg styrker britisk forretning i aftale med pubgigant

Carlsberg slår sine aktiviteter i England sammen med Marston Brewing Company, der ejer over 1400 pubber.
Carlsberg slår sig nu sammen med britisk ølbryggeri. (Arkivfoto)
Carlsberg slår sig nu sammen med britisk ølbryggeri. (Arkivfoto)

180Graders Redaktion,

22/05/2020

Det danske bryggeriselskab Carlsberg slår sine bryggeriaktiviteter i England sammen med det britiske Marston Brewing Company i et såkaldt joint venture - et økonomisk samarbejde om forretningen.

Det oplyser Carlsberg i en pressemeddelelse.

Carlsberg skyder 2,3 milliarder kroner ind i den nye konstruktion. For de penge får Carlsberg 60 procent af ejerskabet i selskabet i England.

Marston Brewing Company får de resterende 40 procent.

Carlsbergs øverste chef Cees ’t Hart siger i pressemeddelelsen, at samarbejdet er et vigtigt skridt for det danske ølbryggeris fremtid i Storbritannien.

- Skabelsen af det her joint venture er et vigtigt skridt fremad i vores forretning i Storbritannien.

- Den kombinerede forretning vil give vores kunder et bredere udvalg, større kapacitet, produktinnovation og fordele vedrørende marketing og distribution, siger Cees ’t Hart i pressemeddelelsen.

Marston Brewing Company ejer over 1400 pubber i Storbritannien og står desuden bag en række populære øl.

De 1400 pubber får Carlsberg nu adgang til. Dermed får Carlsberg med aftalen et rygstød i den britiske forretning, som ellers har haltet.

Der har således flere år været underskud i den britiske del af forretningen.

Det har man prøvet at rette op på med store reklamekampagner, hvor den kendte danske skuespiller har været frontfigur.

Men nu sætter man altså yderligere en offensiv ind for at styrke forretningen.

Carlsberg er et af de førende tre bryggerier af øl i verden med produktion i flere end 30 lande og salg i knap 150 lande.

Det blev startet helt tilbage i 1847.

I dag har selskabet flere end 40.000 ansatte, og cirka 1500 af dem arbejder i Danmark.

Kilde: /ritzau/