Store lønstigninger ikke nok for sygeplejersker: Tusinder begynder at strejke – selv med gigantiske operationspukler efter coronaen

Efter langvarige forhandlinger mellem regionerne og sygeplejerskernes faglige organisation, har dets medlemmer forkastet en ny overenskomst – og begynder derfor at strejke fra på lørdag.
Pressefoto fra Region Hovedstaden
Pressefoto fra Region Hovedstaden

Lars Bjørknæs,

14. juni 2021

Et af de faste mantraer blandt landets sygeplejersker har været, at fokus ikke har været på lønningerne – men der har været tale om et kald, hvor det at hjælpe andre, spillede en afgørende rolle.

Men bedømt på dagens afstemningsresultat blandt sygeplejerskerne, synes det ikke længere kun at være tilfældet. Til trods for at de på en række områder havde kunnet se frem til væsentlige lønforhøjelser, har de alligevel valgt at stemme nej til et forslag til en ny overenskomst. Det betyder at i første omgang 5.000 sygeplejersker, går i strejke fra på lørdag.

Strejken sker samtidig på trods af, at tusindvis af operationer er blevet udsat i forbindelse med coronanedlukningerne. Det vil kunne betyde yderligere lang ventetid for dem, der de seneste måneder har ventet på at få en ellers planlagt operation udført indenfor det offentlige sygehusvæsen.