Kæmperegning til privatansatte midt under coronakrisen – for ekstra administration

Mange bække små bliver til en stor å, når der skal opkræves ekstra betaling for at administrere indbetalinger af feriepenge.

Lars Bjørknæs,

09/03/2021

De mange nedlukninger under coronakrisen har været en stærkt medvirkende årsag til, at mange små og mellemstore virksomheder enten har måttet dreje nøglen om, eller er i fare for at lukke og slukke. Som 180grader.dk tidligere har dokumenteret, så kan problemerne læses direkte ud af statistikkerne, da antallet af konkurser er stærkt stigende.

Men samtidig med at virksomhederne skal frygte for deres overlevelse og medarbejderne for deres arbejdspladser, er der netop blevet indført et nyt gebyr. Det i forhold til FerieKonto, som administreres af ATP, som for fremtiden opkræver 10,20 kroner ekstra om måneden per medarbejder. Overfor 180grader.dk oplyser ATP i en email, at der i alt er tale om en årlig ekstraregning til virksomhederne og deres medarbejdere i forhold til administration :

- Bidraget dækker således administrationen af FerieKonto. I budgettet for Feriekonto for 2021 forventes bidraget til administration at være 98 millioner kroner.


800.000 lønmodtagere forventes ramt af nyt administrationsgebyr

Overfor 180grader.dk oplyser ATPs presseafdeling samtidig, at den ekstra administrationsopkrævning kommer i forlængelse af ny lovgivning :

- Beslutningen om, at arbejdsgiver skal dække omkostningerne ved brug af FerieKonto, udspringer af den aftale, som arbejdsmarkedets parter har lavet, og som ligger til grund for indholdet i den nye Samtidighedsferielov, der trådte i kraft sidste år. For hver af de medarbejdere, arbejdsgiveren indbetaler til feriekonto for, skal virksomheden betale 10,20 kroner per måned for de måneder, de indberetter eller ændrer indberetninger til FerieKonto. Bidraget for FerieKonto gælder alle virksomheder, der indberetter til FerieKonto.

Holder forventningerne om at ATP skal bruge 98 millioner kroner årligt til at administrere de nye FerieKonto-udbetalinger betyder det, at omkring 800.000 lønmodtagere vil blive pålagt det nye gebyr.