Racismens to ansigter

Af Benjamin Hosseini-Mehr, kandidatstuderende på CBS.

Racisme er et emne, der ofte debatteres i dagens Danmark, især i de senere år hvor udlændingedebatten har været et varmt emne. I den foregående uge viste DR en dokumentar, hvor man fulgte Nye Borgerliges partiformand Pernille Vermund igennem en længere periode. Midt i dokumentaren kommer der en hvid limousine kørende, hvor Pernille beskrev den forbikørende passager som værende ”perker”.

Det har medført, at hun er endt i en sand ”shitstorm”, hvor især folk fra venstrefløjen har fordømt hendes sprogbrug på det kraftigste. Politikere og meningsdannere til venstre for midten og i midten har ikke været bleg for at stemple hende som værende racist, og derudover så har Venstres politiske ordfører Sophie Løhde taget afstand, og de Konservatives Mette Abildgaard har kritiseret hende for mangel på opdragelse og dannelse. Selv Naser Khader som ikke har noget problem med at være lidt grov i filten en gang imellem har også ment, at ordet i den givende kontekst ikke var særlig morsomt.

Hovedpersonen har selv forsvaret ordbruget med, at hun ikke er så politisk korrekt, og at vi skal kalde tingene som de er: ”Er man en neger, så er man neger, hvis man er indvandrer, så er man indvandrer, hvis man er perker, så er man perker.” Hun går videre i sit forsvar om, at ordet ikke er ment mod alle indvandrere, men rettet mod et specielt segment hos indvandrere, der går i bling-bling og siger ”wallah-wallah”. Hendes tilhængere vil sige, at det er rettet mod folk med en vis adfærd og, at indvandrere også kalder sig selv for perkere.

Men ordet er jo først og fremmest en nedladende betegnelse rettet mod indvandrere fra Mellemøsten, så den der med, at det er et udelukkende adfærdsbaseret ord holder slet ikke vand. Danskere som opfører sig således ville jo aldrig blive stemplet som ”perkere”.

Årsagen til det her skriv er dog ikke så meget for at diskutere, hvorvidt om ordet i sin kerne essens er racistisk eller ej. De fleste mennesker er enige om, at ordet er racistisk, og det er også den reaktion, som har været.

Årsagen er nærmere, at racismen ikke er udelukkende et fænomen, som man finder på højrefløjen. Næh nej, racisme er også et fænomen, som man kan finde hos visse segmenter på venstrefløjen. Det kan Naser Khader selv skrive under på. Han er om nogen blevet symbolet på det, som visse personer fra venstrefløjen og fra indvandrersegmentet vil kalde for: ”husneger”, ”kokosnød”, ”præmieperker” og ”onkel tom” netop på grund af, at han har indvandrerbaggrund og befinder sig på højrefløjen (især på udlændinge– og integrationsspørgsmålet).

Det er ikke kun, når man er på højrefløjen og er brun, at man kan forvente at få disse kommentarer. Er man indvandrer og lever man ikke op til visse stereotyper om, hvad en typisk indvandrer er eller opfører sig som, så bliver man ofte stemplet som værende ”for dansk”. Det kan jeg selv skrive under på.

Alligevel, så møder den slags for strukturel racisme slet ikke i nærheden ligeså meget fordømmelse fra det brede politiske landskab. Hvorfor ikke? Det er jo racisme, at pådutte andre mennesker holdninger og værdier udelukkende baseret på deres ophav eller hudfarve.

Racisme er aldrig i orden, og det skal altid fordømmes, men vi skal altså lige huske på, at det ikke nytter noget at fordømme racisme, når det kommer fra den ene part men at begge parter kan være ligeså slemme til det. Det kræver også sin fordømmelse, som vi desværre bare ikke ser.

Dette er et debatindlæg indsendt af en af 180Graders læsere. Det er alene udtryk for skribentens holdning. Læs mere om, hvordan du selv kan bidrage med debatindlæg til 180Grader her.