Af Sofie Stemann Beck, retsordfører i Liberal Alliances Ungdom
”Hvorfor er det overhovedet vigtigt for dig at tale om feminisme, når socialisterne alligevel har patent på den debat? Og feminisme er da ikke liberalt?”.
Sådan lød det, da jeg for nyligt blev ringet op af en journalist fra et større dansk medie. Han var undrende, uforstående og bestemt ikke den første til at stille netop de spørgsmål. For kan man overhovedet som liberal erklære sig feminist, og er debatten overhovedet værd at tage, når mange alligevel forbinder feminisme med socialisme?
Svaret er klart. Ja, feminisme er liberalt. For feminister og liberale har det til fælles, at vi kæmper for lige rettigheder og lige muligheder til alle mennesker, uanset deres køn, race eller religion. Vi kæmper for frihed til den enkelte. Derfor er det også helt naturligt, at vi liberale giver vores besyv med til ligestillingsdebatten.
For der er mange udfordringer, der skal løses, og det kan vi som liberale give et godt bud på. Bud, der ikke involverer klassiske socialistiske løsninger med mere statslig regulering og mindre frihed til den enkelte. For vi løser ikke problemerne med tvang og topstyring fra Christiansborg.
Som liberal feminist erklærer jeg mig imidlertid til en vis grad enig med socialisternes analyse af udfordringerne på ligestillingsområdet. Det må være ubestridt, at der er nogle underliggende strukturer i samfundet, som har indflydelse på de muligheder, som den enkelte har. For hvorfor er det eksempelvis, at så få mænd vælger at blive sygepleje, jordmor eller SOSU-assistent, eller at så få kvinder vælger at blive ingeniører, læse matematik eller blive tømrer? At dette skulle være biologisk betinget, køber jeg ikke.
Det handler formentligt om, at de underliggende strukturer påvirker vores valg. Det har en indflydelse, hvad samfundet - måske helt ubevist - tænker, om den pågældende uddannelse. Er dit valg et klassisk ”mande- eller kvindefag”, skal der en vis portion selvtillid til, før at denne alligevel vælges. Så selvom, at der på papiret er lige muligheder for at vælge netop den uddannelse, vi ønsker, er der samtidig noget, der stopper os, noget, påvirker os, og noget, som truer de reelt lige muligheder og de reelle frie valg.
Målet er således, at alle får et reelt frit valg, men det kræver, at vi som samfund bliver mere accepterende over for de valg, som andre træffer. For hånden på hjertet - så kigger de fleste liiiige en ekstra gang, når vi ser en mandlig SOSU-assistent eller en kvindelig tømrer. Ikke, fordi det er forkert. Men fordi, vi helt ubevist skal vænne os til tanken om, at et hverv ikke tilhører et bestemt køn.
For at vende tilbage til løsningerne på de udfordringer, må vi som liberale prioritere en løsning, der i høj grad er baseret på civilsamfundet. Vi ønsker ikke at bruge socialistiske løsninger med mere statslig regulering, som kvoter på uddannelser, i bestyrelser eller øremærket barsel. Tværtimod. Hvis vi naturligt skal opnå ligestilling og markant mere frihed for den enkelte, skal vi sætte vores tillid til civilsamfundet, til virksomhederne og til den demokratiske debat, hvor udfordringerne skal italesættes, og hvor ændringerne bør ske som følge af den enkeltes erkendelse af, at et ligestillet samfund er et frit samfund.
Feminisme er sat i verden for at kæmpe for, at udfordringerne med ligestilling løses. Liberale feminister kæmper for, at udfordringerne med ligestilling løses på en naturlig måde, hvor civilsamfundet og det enkelte individ er i fokus. Løsninger, hvor feminisme anses som et middel til at opnå det, som alle liberale ønsker, nemlig reel frihed for den enkelte.
Dette er et debatindlæg indsendt af en af 180Graders læsere. Det er alene udtryk for skribentens holdning. Læs mere om, hvordan du selv kan bidrage med debatindlæg til 180Grader her.
