Du er en slave af staten, hvis du betaler mere end halvdelen af din indkomst i skat

DEBATINDLÆG: Af Steffen Sjørslev, lokalformand for Liberal Alliance EgedalDet burde være et essentielt princip i enhver fri nation, at borgerne ald...

Steffen Sjørslev,

18/10/2019

DEBATINDLÆG: 

Af Steffen Sjørslev, lokalformand for Liberal Alliance Egedal


Det burde være et essentielt princip i enhver fri nation, at borgerne aldrig bør afhænde mere til staten, en de har tilovers til sig selv.

”Ingen skal afstå mere til det offentlige, end vedkommende har tilbage selv.” Sådan lyder den første liberale tese, som lægger grundstenen for, at man prioriterer individet over staten.

I øjeblikket konkurrerer Liberal Alliance og De Konservative om, hvem der kæmper mest for skattelettelser. Og selvom jeg ikke er i tvivl om, hvilke af de to partier, der kæmper hårdest, så er kampen vigtig.

I Danmark er det ikke unormalt, at man må opgive mere end halvdelen af ens indkomst til staten - man arbejder således mere for staten end en selv. De nyeste tal fra Danmarks Statistik viser, at der fortsat er over 500.000 danskere, der betaler topskat. De betaler derudover diverse skatter, afgifter og moms. Dog falder dette tal heldigvis med 40.000 fra 2019 grundet den sidste regerings skattereform i 2012. Men tallet er forsat alt for højt og overskrider stadigvæk den yderste smertegrænse for en fri nation. For med manglen til at styre, hvad størstedelen af ens penge bruges på, forsvinder ens frihed.

I dag arbejder alt for mange danskere for staten mandag, tirsdag og onsdagen, for så derefter at arbejde for sig selv torsdag og fredag. Det et udtryk for, at staten er blevet sat før individet, og man må altså forstå, at staten har krav på mere af ens tid end en selv og ens familie har. Dette er endnu et symptom på den afhængighed, der er blevet skabt i befolkningen. Staten tager først størstedelen af dine penge, således at du er afhængig af at modtage offentlige serviceydelser, da du ikke længere kan betale for ydelser selv. Og efterfølgende forventes det så, at du er taknemlig overfor staten.

Når staten varetager alle opgaver i samfundet, så medfører fejl i opgaveløsningen altid et krav om, at der skal være højere beskatning for at løse problemet. Det er en ond spiral. Man bør derfor give ansvaret tilbage til borgerne, gøre valgene mere frie og derved gøre mennesket mere frit. Dette sker blandt andet ved at give borgeren kontrol over egne penge. Det sker ved, at man prioriterer mennesket før staten og derved sørge for, at statens fornemmeste opgave bliver at holde danskerne frie i stedet for at skulle formøble deres penge.

Den første liberale tese beskytter folk imod, at staten overtager ansvaret og dermed sætter systemet før individet. Den beskytter os altså imod at blive slaver af velfærdsstaten. Hvis udviklingen fortsætter, vil der ikke være noget at kæmpe for, og håbet for fremtiden vil være slukket. Derfra må vi leve som statsslaver, som Anders Fogh skrev det i ”Fra socialstat til minimalstat” ”statsslaven er den, som tænker, hvad kan staten gøre for at løse opgaven?”

Når den første liberale tese bliver krænket, fratages borgeren ansvaret for eget liv og lader ansvaret hvile på andre - for staten hjælper mig nok. Derfor bør den første liberale tese være ukrænkelig i ethvert samfund, der vil kalde sig frit.