Af Erik Boel, tidligere landsformand for Europabevægelsen
”Hvis Danmark kan få noget ud af det, er vi med – ellers ikke”.
Så kort kan regeringens Europapolitik formuleres.
Det seneste eksempel på denne ultra-egoistiske Europapolitik er, at Danmark ikke ville hjælpe Italien med personale til håndtering af corona-krisen – Italien er et af de lande, der er hårdest ramt. Da regeringen endelig reagerede, var det med et tilbud om at sende respiratorer og et felthospital til Italien, som viste sig at være for gammelt og ubrugeligt til behandling af patienter med Covid-19.
Norge derimod reagerede prompte og sendte læger og sygeplejerske til Italien for at hjælpe.
Danmarks manglende solidaritet er selvfølgelig pinlig. Men også torskedum. Der kan jo komme en dag, hvor det er os, der har brug for hjælp. Da risikerer vi, at de andre EU-lande – og i hvert fald Italien – husker, at Danmark ikke var parat til at stille op, da det gjaldt. De Grønne i Tyskland – som meget muligt kommer med i den tyske regering efter næste valg - kalder regeringens EU-politik for både snæversynet og skadelig.
Regeringen har gjort EU-forbeholdene til selve grundlaget for politikken. I efteråret blokerede regeringen for Nordmakedoniens og Albaniens optagelse i EU, som vi dermed kaster i armene på Rusland og Kina. Regeringen taler konsekvent EU-samarbejdet ned – med udtalelser om, at det fælles budget er gak-gak. Eller spiller hasard med samarbejdet med statsministerens uigennemtænkte melding om, at vi jo bare kan tage en folkeafstemning om EU's Bankunion. Her leger statsministeren med ilden, jf. briternes katastrofale Brexit-afstemning.
Det kan undertiden virke som om, at det er en koalition af Dansk Folkeparti og Enhedslisten, der sidder i regering i Europapolitikken. Regeringens fodnotepolitik i EU er populisme af værste skuffe. Den repræsenterer et brud med mange års bred politisk enighed om Europapolitikken og dertil med 50 års socialdemokratisk Europapolitik: Jens Otto Krag førte os ind i EF, Poul Nyrup Rasmussen var europæer fra Day One og selv Helle Thorning-Schmidt, der ikke just var princip-rytter, stod faktisk som statsminister fast på en klart pro-europæisk kurs.
I Folketinget er der et – ganske overset - pro-europæisk flertal uden om regeringen: SF, V, K, RV og Alternativet (nu spredt ud i Folketinget) giver tilsammen 90 mandater. En anvendelse af dette flertal forudsætter, at partierne evner at tænke ud over blokpolitikken og i stedet går efter de politiske resultater. Det er usikkert, om flertallet kan bruges i praksis – men alene truslen om at tage det i brug vil formentlig få regeringen på bedre tanker.
Det vil i eminent grad flugte med Danmarks vitale økonomiske og politiske interesser, hvis et flertal i Folketinget på den måde kunne inspirere eller tvinge regeringen til at spille en langt mere positiv, aktiv og konstruktiv rolle i det europæiske samarbejde.
Dette er et debatindlæg indsendt af en af 180Graders læsere. Det er alene udtryk for skribentens holdning. Læs mere om, hvordan du selv kan bidrage med debatindlæg til 180Grader her.
