Vaccination eller kaos

I valget mellem vaccination eller kaos vælger regeringen kaos. Ingen er vaccineret 5. januar. Det forlænger krisen og vil koste menneskeliv.

August Stengaard,

05/01/2021

Den danske Coronaindsats viser i disse dage sit komiske ansigt. Regeringen panikreagerer med yderligere restriktioner – samtidig er ingen vaccineret tirsdag den 5. januar! For regeringen er det vigtigere at vise krisen håndteres med hård hånd, end med en effektiv hånd.  I valget mellem vaccination og kaos har regeringen valgt kaos. 

Regeringen har levet højt på, at den danske coronaindsats har virket og været effektiv. Ført til et minimum af dødsfald. Og socialdemokraterne har nydt uset meget opbakning i befolkningen siden nedlukningen i marts 2020. Flere gange har annonceringen af nye restriktioner været tilfældige og med meget lille bund i fagkundskaben – beslutningerne har vist sig at være overordentligt politiske. Også i dag hvor forsamlingsforbuddet sænkes til 5 på trods af faldende smitte i samfundet.  

Når turen er kommet til udrulningen af vacciner har man i stedet indhyllet forløbet i enormt bureaukrati og overordentlig forsigtighed. Vi fik det første vaccinestik flere uger efter canadierne og amerikanerne begyndte. Selvom Danmark kunne gøre som Storbritannien og Tyskland og få flere vaccinedoser end gennem EU-sporet gjorde vi det ikke. Nu viser det sig så, at vi ikke kun vaccinerer færre, end hvad vi har doser til. Men også, at vi i dag tirsdag den 5. januar slet ikke har vaccineret nogle! Der er tale om en farce af værste konsekvens. Menneskeliv tabes af regeringens nølen. Det er helt uacceptabelt. 

Vi kan kigge til Israel og se, at de vaccinerer flere på en dag end vi overhovedet har formået alt i alt. I Israel har de en tilgang baseret på ”Orden i kaos”. Det betyder, at når dagen er omme, og der er få vaccinerester tilbage – som alligevel ikke kan bruges dagen efter – så går man på gaden og spørger tilfældige forbipasserende om ikke de vil vaccineres. Så får de en vaccine. Sådan skete det for et israelsk pizzabud før jul. Sådan sikrer man en hurtig og effektiv udrulning af vaccinen. Israel er det land i verden med suverænt flest vaccinerede pr. Indbygger – og imponerende nok også i top hvad angår totale antal vaccinerede. 

I valget mellem vaccination eller kaos har regeringen fast besluttet valgt kaos. Unødig bureaukratisk og fodslæbende udrulning af vaccinerne. Det koster danske menneskeliv, der burde reddes.