Stop DR-chefernes sindssyge lønfest

Claes Kirkeby Theilgaard,

17. januar 2020

DRs øverste chef Maria Rørbye Rønn tjener godt. 3.688.115 kroner godt. Men hun vil gerne tjene bedre, så derfor har hun givet sig selv en lønforhøjelse, der bringer hendes årsløn tæt på 4 millioner kroner. Det har, helt forståeligt, vakt vrede blandt mange.

Generaldirektøren har de sidste mange år fast modtaget lønforhøjelse igen og igen. Det betyder, at hun tjener over en million kroner mere end hendes kolleger i resten af Norden på lignende poster. Faktisk tjener Maria Rørbye Rønn markant mere end vores statsminister, der hiver en løn på omkring 1,5 millioner kroner hjem.

Og hvorfor er det så et problem? Er det udtryk for andet end smålighed, hvis man kritiserer DR-chefens løn? Ja, det er det. Jeg ved i hvert fald for mit vedkommende, at det slet ikke er den høje løn i sig selv, der er problemet. Jeg bliver ikke provokeret af høje lønninger i det private erhvervsliv. I stedet hylder jeg dem, der kan gøre sig fortjent til den slags lønninger.

Men der er et helt særligt problem ved de høje lønninger i DR. Da DR er en statsejet institution, er Maria Rørbye Rønns såvel som andres lønninger finansieret af skattekroner, som danskerne har arbejdet hårdt for at skrabe sammen.

Siden har de danske skatteydere så allernådigst givet deres penge til staten, som derfter har haft ansvaret for at bruge disse penge på ansvarlig vis. Når ens hårdt tjente skattekroner ender med at finansiere en sindssyg lønfest blandt mediechefer, kan jeg godt forstå, at man bliver fortørnet.

Skattekroner er ikke bare penge, man kan bruge på behagelige lønforhøjelser. I den offentlige sektor har man et særligt ansvar for at anvende pengene med påpasselighed og ordentlighed. For det, som mange i den offentlige sektor glemmer er, at det ikke er deres egne penge, de bruger. Det er danskernes.

Desværre virker det til at være en generel tendens i DR, at man forgylder sig selv for vores skattekroner. Førhen har det været fremme, hvordan en række chefer under Maria Rørbye Rønn også tjener mere end landets statsminister. Samtidig er der mere end 1.000 ansatte i DR, der tjener over topskattegrænsen.

Det vidner om en usund kultur og en mangel på respekt for skatteydernes penge. Til gengæld for de mange milliarder som DR hvert år modtager, får vi angiveligt en vigtig omgang “public service”. Og at der så lige sniger sig en masse genudsendelser af Barnaby, dårligt reality-tv og gøglet P3-radio ind, skal vi åbenbart bare finde os i.

Jeg er af den holdning, at ikke alene de høje DR-lønninger er udtryk for manglende respekt over for danskerne, men at også det faktum, at staten ejer, driver eller understøtter medier, er udtryk for samme mangel på respekt.

Stod det til mig, havde vi afskaffet mediestøtten fuldstændigt allerede. Indtil det kan lade sig gøre, kan vi i det mindste tage et opgør med DR-chefernes og de øvrige ansattes sindssyge lønfest.