Mette Frederiksen vælger Anker Jørgensens økonomiske politik

August Stengaard,

12. januar 2021

”Det er et gammeldags spørgsmål”. Sådan reagerede Mette Frederiksen på spørgsmålet om hvordan statsgælden fra Coronakrisen skal betales af. Meldingen er symptomatisk for hendes økonomiske politik – men ikke desto mindre en skræmmende manifestation. Den økonomiske ansvarlighed kastes over skulderen med kursen rettet mod den økonomiske afgrund. 

Mette Frederiksen mener, at Danmark skal investere sig ud af krisen – og ikke ensidigt skele til statsgælden. Den lave rente gør det nemlig billigt at optage og bevare statsgælden. Det er dog en farlig trøst at gøre sig. Det er utopisk bare at regne med en lav rente de næste 30-40 år. Meldingen kan vise vejen for en farlig statsgældsspiral, som båndlægger fremtidige generationer og føre til så usunde offentlige finanser kun set Anker Jørgensens tid som statsminister mage. 

Lige efter Folketingsvalget i 2019 stod Mette Frederiksen i valget mellem på den ene side videreførelsen af en ansvarlig økonomisk politik, der ligger grundstene til overforbruget i velfærdsstaten – som Mettes venstrefløj kerer sig så dybt om – og på den anden side en økonomisk politik, der øger skatten både bredt og specifikt og lader de offentlige udgifter tårne op – regningen for det hele, det er noget man sender videre til børneværelset. Halvandet år inde i regeringsperioden står det hævet over enhver tvivl, at Mette vælger Ankers økonomiske politik. Regningen sendes til de fremtidige generationer. 

Mettes økonomiske kurs mod afgrunden består af den farlige cocktail af at gøre verdens største offentlige sektor stadigt større og samtidig ikke bekymre sig for statsgælden. Det må vi ikke lade ske. Velfærden bliver ikke bedre af at blive dyrere – eller udelukkende at være offentlig. Når regningen sendes til børneværelset startes en ond spiral.  

Coronakrisen har givet danskerne mange lærdomme. Men en af de væsentligste kommer fra den offentlige sektor, hvor sygeplejersker landet over fik friheden til at bruge deres faglighed. Da der i forårets krisehøjdepunkt med nød og hast skulle etableres særlige Corona-afdelinger blev meningsløs bureaukratisk bøvl og det uhyre minuttyranni tilsidesat. Sygehuspersonalet fik friheden til at passe deres arbejde. Udfolde deres faglighed til fulde. Være der for patienterne. Tage sig godt af dem. Den bureaukrati-befriede velfærd mangler i Danmark. Vi skal turde stole på omsorgspersonalets faglighed ved at give dem frie rammer og sikre en engageret ansvarlig ledelse på de enkelte plejehjem og sygehusafdelinger. 

Statsministerens ideologiske korstog mod økonomisk ansvarlighed og valgfrihed i den offentlige sektor koster Danmark dyrt. Vi har før prøvet Anker Jørgensens økonomiske politik og vi havde vej mod den økonomiske afgrund – i disse år tager vi den samme vej i retningen mod afgrunden.