Kina skylder hele verden en undskyldning

Claes Kirkeby Theilgaard,

04. april 2020

For hver dag der går, synes coronakrisen at tage til i styrke. Stadigt flere smittes, indlægges og dør. Stadigt flere lande lukker ned og indfører vidtgående restriktioner. Alligevel er det ikke meget, man hører fra skurken bag det hele: Kina. 

Det kommunistiske regime er ikke blot gået i flyverskjul i et forsøg på at løbe fra de allerede titusindvis af liv, det har på samvittigheden. 

Nej, de lyver sågår ovenikøbet om omfanget af virusudbruddet og forsøger at fremstille deres umenneskelige totalitære styreform som værende demokratiet overlegen i den kunst, der hedder krisehåndtering.

Det skal vi ikke finde os i. Det må det kinesiske styre ikke slippe af sted med. Det er på tide, at verdenssamfundet stiller Kina til ansvar.

Det er nemlig ikke tilfældigt, at coronavirus har sit udspring i lige præcis Kina. 

I Kina har man uhumske dyremarkeder, hvor dyrene bor i små bure ovenpå hinanden, indtil en kunde kommer forbi, hvorefter dyrene slagtes midt i det hele. 

Markederne er et sandt inferno af blod og dyreafføring. Det er ikke blot dyremishandling, det er også sundsmæssigt dybt uforsvarligt. De såkaldte “wet markets” har vist sig at være det ultimative arnested for globale pandemier.

Coronavirusset stammer således fra et dyremarked i den kinesiske millionby Wuhan. Her menes en flagermus at have skidt på et skældyr, der senere har givet virusset videre til en kineser. 

Derfra har det nye, kinesiske virus spredt sig.

Desværre er det ikke første gang, at de uhumske kinesiske dyremarkeder er skyld i en dødelig, global pandemi. Det skete også tilbage i 2003 med sarspandemien. 

Dengang hed millionbyen Guangdong, men ellers lyder ingredienserne meget ens: et uhygiejnisk, kinesisk dyremarked og noget med en flagermus.

Efter både sars og coronavirus lukkede den kinesiske regering dyremarkederne. Tilbage i 2003 blev markederne hurtigt genåbnet, da verden ikke længere kiggede Kina over skulderen.

Også her i 2020 er markederne allerede nu ved at åbne et efter et, mens coronapandemien stadig raser. Undskyld mig, men hvad fanden bilder Kina sig ind?

Kina forsøger at vende det blinde øje til de dødelige virusser, som landets dyremarkeder udklækker og derefter piner resten af verden med.

Når kineserne på denne måde lader hånt om resten af verden, bør vi i stedet lægge pres på dem, så dyremarkederne kan blive lukket én gang for alle.

Samtidig bør vi kræve en uforbeholden undskyldning fra det kommunistiske regime og bede dem om at lægge propagandaen og løgnene væk og i stedet fremvise de sande tal for udbruddet af coronavirus.

Kina skylder hele verden en undskyldning. Intet tyder på, at kommunisterne har tænkt sig at give den frivilligt, så nu må vi andre træde i karakter og bede om den.

Dette er en leder skrevet af 180Graders chefredaktør. 180Grader er en borgerlig-liberal netavis, og det kommer til udtryk i lederne. Vi skelner skarpt mellem vores frie, uafhængige journalistik og vores opinionsstof, herunder ledere.

Læs mere om, hvordan du selv kan bidrage til debatten på 180Grader her.