Hvorfor finder vi os i det?

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Claes Kirkeby Theilgaard,

16/09/2020

I går besluttede den efterhånden stadigt mere egenrådige socialdemokratiske regering at indføre nye coronatiltag og nedlukninger. Om muligt er der endnu mindre logik bag tiltagene end før - og det siger ikke så lidt.

Restauranter, caféer og barer i hovedstadsområdet skal fremover lukke kl. 22, ligesom gæsterne skal bære mundbind. Samtidig vil myndighederne også forsøge at lukke private fester kl. 22, mens politiet vil patruljere mere i “udsatte områder”. Dermed er der de facto indført et udgangsforbud i København og omegn.

Sundhedsmyndighederne indrømmede ellers på pressemødet i går, at de ikke har evidens for, at smitten sker på restauranter, i nattelivet eller til de sportsevents, der nu også må lukke ned.

Lad os lige lade den stå: de nye tiltag er ikke baseret på evidens, men alene på politiske mavefornemmelser. Det lugter langt væk af grim signalpolitik, der blot ødelægger danskernes hverdag og skader erhvervslivet.

Alligevel retter de fleste danskere alligevel ind, og følger trofast Mette Frederiksen i den fælles “dans med corona”, som hun ynder at kalde det. Det har jeg helt ærligt svært ved at forstå.

Det er almindeligt, at politikere skal kunne argumentere for deres tiltag og bevise effekten af dem. Under coronaudbruddet er det dog som om, at Mette Frederiksen, Magnus Heunicke og resten af regeringen kan slippe for den slags besvær.

I stedet har de fået talt en så voldsom frygt op, at de uhindret kan stramme grebet gang på gang. Vi taler altså om historisk vidtgående indgreb i danskernes liv og frihed. Indgreb, som bare fortsætter og fortsætter. Og så ved ved vi ikke engang, om de virker efter hensigten.

Faktum er, at vi er uendeligt langt fra den famøse røde kurve, som vi i foråret blev skræmt med. Alligevel lever vi stadig under Mette Frederiksens benhårde coronaregime.

Hvorfor finder vi os i det?

Dette er en leder skrevet af 180Graders chefredaktør. 180Grader er en borgerlig-liberal netavis, og det kommer til udtryk i lederne. Vi skelner skarpt mellem vores frie, uafhængige journalistik og vores opinionsstof, herunder ledere.

Læs mere om, hvordan du selv kan bidrage til debatten på 180Grader her.