Hvor bliver erstatningen til de tidligere minkavlere af?

Mette Frederiksens ulovlige minkaflivning har for længst taget livsværket fra tusindvis af danske familier. De står nu fortvivlede tilbage i uvished, og mangler stadig erstatning for de dræbte mink og deres nu ubrugelige produktionsanlæg. Ikke én eneste krone har de modtaget i erstatning.

August Stengaard,

11/01/2021

Minkskandalen fuldendes i disse dage. Mere end 2 måneder efter den grundlovsstridige instruks om at aflive alle mink har avlerne ikke set skyggen af erstatning.  Socialdemokratiet kunne ikke nøjes med en politisk skandale der handler om grundlovsbrud, indsættelse af militæret og udryddelsen af et helt erhverv. Erstatningen til de tidligere minkavlere er taget gidsel i et kynisk politisk spil. 

I Danmark er det grundlovssikret, at ekspropriation af privates ejendomsret skal gives erstatning. Ikke en brøkmæssig kompensation. Der skal en fuld erstatning til for tabene af fremtidig indkomst ved minkavl og erstatning skal også ydes for de tilbageværende ubrugelige mink-produktionsanlæg. Derfor er det en skandale af dimensioner, at regeringen nøler med erstatningen til de tidligere minkavlere. 

Familier har mistet deres livsværk og levegrundlaget er hevet væk under dem fra den ene dag til den anden. Endda uden for lands lov og ret til at gøre det. Skandalen begrænser sig ikke blot til, at nogle ”fine franske principper” om retsstaten og lovens overholdelse er blevet overtrådt. Flere tusind menneskers levevej er blevet forpurret. Et lovligt erhverv i Danmarks landdistrikter er udryddet på mest brutale vis. Det kræver et overmål af kynisme og magtarrogance 

Demokratiets spilleregler sat ud af spil. De grundpiller der har gjort Danmark til et velstående land bliver ignoreret. Virkekraften og den private ejendomsret er helt tilsidesat for et politisk besluttet overdrevet hensyn til folkesundheden. Det negligerer vigtigheden af love, der ikke normalvis bare kan afviges fra. Hvis Danmarkshistorien var udgjort af politikere med regeringens antisympati for erhvervslivet var landet væsentligt ringere stillet, end vi er i dag. 

Socialdemokratisk magtarrogance til overmål har forhalet beslutningen om at give de tidligere minkavlere den fornødne erstatning. Der skal udbetales erstatning nu for et skandaløst grundlovsbrud, der følges trop af et ligeså skandaløst efterspil.