Hvorfor udviser demonstranterne ikke hensyn til fællesskabet?

Heidi Bank. (Foto: Venstre)
Heidi Bank. (Foto: Venstre)

180Grader Debat,

08. juni 2020

Af Heidi Bank, folketingsmedlem for Venstre

Nu har enhver lov til at ytre hvad de mener.

Men i en tid hvor samfundet har været lukket ned, tusinder af arbejdspladser og praktikpladser hænger i en tynd tråd, studerende har været holdt hjemme i månedsvis med de konsekvenser det har for deres fremtid, hvor virksomheder kæmper for deres overlevelse, ældre har været uden besøg i månedsvis, hospitalsbehandlinger der ikke er blevet gennemført, hvor døende medborgere på hospice kun har kunne få meget begrænset besøg, hvor de udsatte børn har været endnu mere udsat, har jeg nok lidt svært ved at forstå at de der har ansvaret for dagens demonstration, ikke har vægtet deres ytringsfrihed op mod hensynet til fællesskabet.

Når det kommer til racisme, så er flertallet af danskere præcis som jeg farveblinde. Det er indholdet, der tæller - ikke hudfarve.

De ganske grufulde billeder af drabet på George Floyd, bør og skal vække dyb afsky, ikke mindst fordi det ikke er en enlig svale.

USA har store udfordringer, når det kommer til alt fra deres retssystem, til børn og unges muligheder for at få en uddannelse, få mad hver dag. Men USA er ikke Danmark.

Havde den store demonstration i dag været en tavs en af slagsen, uden råben og sang - der selvsagt øger afstandskravet, havde sagen været en anden.

Havde demonstranterne gået gennem Københavns gader med afstand og i tavs protest, så havde de haft min største respekt, men nej, den fik for fuld skrue. Kan undre mig over den manglende omtanke og hensyn. For helt ærligt: vi er da bedre end det her i Danmark.

Dette er et debatindlæg indsendt af to af 180Graders læsere. Det er alene udtryk for skribenternes holdning. Læs mere om, hvordan du selv kan bidrage med debatindlæg til 180Grader her.