Alternativets Unge: Et skattefrit år vil blot gøre de rige endnu rigere

Foto:: Sarah Christine Nørgaard/BT/Ritzau Scanpix
Foto:: Sarah Christine Nørgaard/BT/Ritzau Scanpix

180Grader Debat,

17. april 2020

Af Anton Stubbe Teglbjærg, politisk næstforperson i Alternativets Unge og Andreas Giessing Nielsen, økonomi-, erhvervs-, og iværksætteriordfører i Alternativets Unge

“Danmark har brug for, ligesom i 1969, at få et skattefrit år. Danmark har brug for fortsatte reformer af velfærdsstaten. Danmark har brug for det bedste kriseberedskab: Nemlig borgerlige økonomiske løsninger og det frie markeds innovation.”

Sådan skriver Kristian Lausten og August Stengaard fra Venstres Ungdom i deres indlæg her på 180Grader: “Et skattefrit år kan genoplive samfundsøkonomien”.

Men vores samfund skal ikke hænge i en tynd tråd af rige menneskers lyst til at smide mere på kontiene. Vi skal ikke give et skattefrit år, for sådant et år vil være negativt for samfundet i form af tabte indtægter til staten. Vi skal i stedet for målrettet sætte gang i innovationen.

Nu mere end nogensinde skal vi hjælpe dem, der har det sværest og dem med drømmene. Det gør vi ikke gennem skattefrie år, men gennem ydelser til dem med mindst og til dem med skaberlyst. 

Det handler om, at sikre at pengene kommer i cirkulation, at vi hjælper borgerne til at få en stabil økonomi, så de kan udfolde deres evner og skabe værdi, også på måder som markedet ikke altid belønner.

Vi har derfor brug for en iværksætterydelse, der skal hjælpe tilbageholdende iværksættere med at skabe nyt. Ikke kun med øje for at skabe fremdrift i den danske økonomi, men også med øje for at skabe de nye løsninger, som verden nu for alvor har brug for.

Det mener vi er mere ansvarligt over for økonomien og de mennesker som lever i den, end at give et skattefrit år, der blot vil gøre de riges allerede store opsparinger endnu større. 

Dette er et debatindlæg indsendt af en af 180Graders læsere. Det er alene udtryk for skribentens holdning. Læs mere om, hvordan du selv kan bidrage med debatindlæg til 180Grader her.