Således talte Nietzsche om corona

Nietzsche. Foto: Wikimedia Commons
Nietzsche. Foto: Wikimedia Commons

180Grader Debat,

14. august 2020

Af mag.art Steen Stengaard Nielsen

De sunde, stærke, kreative, selvstændige, livsduelige og livsbekræftende mennesker er jordens mål, siger Nietzsche. Han afslører skånselsløst de svage, syge og livsuduelige som forbitrede mennesker, der af alle kræfter vil forsøge at inficere de sunde med deres egne giftige følelser, først og fremmest ved at forsøge give de stærke dårlig samvittighed over deres sundhed og livsduelighed.

 Svagheden er sygdomsfremkaldende, siger Nietzsche. Angst, uselvstændighed, had, nid og nag forgifter sindet og skaber en livsødelæggende dekadence, hvor de svage rotter sig sammen og kæmper for at få anerkendt deres særlige svaghed som en udmærkelse. Når det lykkes, har alle tabt.

 De svage tør ikke tro på egne livsbekræftende instinkter. De søger hellere efter en autoritet, som i alle detaljer kan fortælle dem, hvordan de skal handle. De svage søger trygheden og ansvarsforflygtigelsen. Hvis de skulle blive opfordret til at tænke selv og stå på egne ben, vil de anse en sådan opfordring for helt uansvarlig og et udtryk for farlige anarkister som er ude på at skabe utryghed. De svage kommer dermed ind i et tvungent modsætningsforhold til stærke og selvstændige, som de opfatter som onde.

 De svage og uselvstændige er nødvendigvis usikre og deres direkte handlekraft er derfor svækket. De kompenserer for denne svaghed ved at være udspekulerede og deres foretrukne magtmiddel er sproget. De fører en sproglig kamp om at få anerkendt deres svaghed som et uretfærdigt vilkår så de dels ikke kan gøres ansvarlige for egen svaghed eller endnu bedre: så de kan give de stærke skylden for deres svaghed. Den sproglige kamp handler om at få omdefineret ord og betydninger så svagheden og det livsmislykkede kan blive det nye ideal eller de selv kan få en særstatus, kompensationer og særlige privilegier. Hvis krænkelser fx bliver løsrevet fra enhver objektivitet og blot handler om, hvad den svage selv føler, så er vejen banet for at alle svage kan påberåbe sig alle mulige krænkelser og forlange disse anerkendt. Hvis skyld og ansvar kan omdefineres til ikke at afhænge af den handlendes intention, men af en krænkets subjektive oplevelse, vil der blive mulighed for en syndflod af beskyldninger mod sagesløse fordi den krænkede så altid har ret. Eller omdefiner vi princippet om, at man er uskyldig indtil andet er bevist, kan de svages shitstorm blive såvel anklager, dommer og bøddel.

 Hvis alt det, som de stærke og livsduelige foretrækker og elsker kan omdefineres til noget farligt som skaber utryghed, så vil det blive forsøgt. Alt det som de svage ikke tør, ikke har styrken, viljen eller modet til, vil de være fristet til at mistænkeliggøre eller allerbedst: forbyde. Tvang og begrænsninger over for alle stærke er de livsudueliges store triumf.

 Nietzsche kalder svagheden for ressentimentet som er en samling af de værste og mest livsnedbrydende følelser. I disse følelsers vold er der tale om en permanent tilstand af utryghed og angst som når som helst kan slå om i had, nag og hævngerrighed. Dog ikke direkte – det har de svage ikke modet til, men indirekte gennem rænkespil og sproglige manipulationer. I ressentimentet vil man overalt påpege det farlige, som skal bekæmpes og udryddes. Tanken om selv at gøre noget er fremmed for ressentimentet, der foretrækker at indtage en offerrolle og påpege alt det, der er farligt eller forkert ved verden og andre mennesker. Løsningerne på de svages problemer forventes altid at komme udefra.

 De dekadente og livsmislykkedes fællesskab er baseret et fællesskab i negative følelser, men der vil også være et behov for et ydre synligt udtryk for fællesskabet. Disse udtryk vil ofte have noget overfladisk over sig fordi der er tale om en afledning fra den kendsgerning, at der slet ikke eksisterer noget reelt fællesskab. Fællesskabet eksisterer kun under tryk fra en ofte indbildt ydre fjende og de interne forskelligheder camoufleres bevidst. Det dekadente fællesskab kan fx udpege et fælles handicap som gruppeidentitet og ignorere den kendsgerning, at de forskelle, der er internt i gruppen, er langt væsentligere og langt overstiger den lighed, der måtte være i handicappet. Det er vigtigt for det dekadente fællesskab at afvise ethvert ansvar for handicappet og opfindsomheden kan være stor, når ansvaret skal pålægges andre.

Det behøver ikke være et egentlig handicap, der definerer gruppeidentiteten. Det kan være et hvilken som helst ydre træk, som på en eller anden måde kan gøres til en offeridentitet, fx en hudfarve.

 Hvad ville Nietzsche udpege i dag som eksempler på en sådan livsforskrækkelse og offeridentitet? Feminismen, #metoo, antiracistiske bevægelser? Måske, men coronahåndteringen er et bedre eksempel. Unge, sunde og livsduelige menneskers livsbekræftende instinkt for socialt samvær, musikarrangementer og fester er forbudt og alle forsøges i stedet påført en livsangst for en virus og dårlig samvittighed over helt elementær livsglæde. Sproglige forvanskninger om ”alene sammen” og ”vi passer på hinanden i afstand” skal fastholde os alle sammen i livsuduelighedens jerngreb. Tvang og forbud dominerer og en hysterisk bakterieforskrækkelse skal overbevise alle om, at verden er farlig og du hellere må blive hjemme. Du vil vel ikke være skyld i at nogle af de svage dør? At de sunde, stærke og livsglade er spærret inde, er de livsforskrækkedes ultimative triumf.

 Nietzsche opfordrede alle svage til at vedkende sig ansvaret for egen svaghed og befri sig selv fra alle giftige og livsødelæggende følelser. Problemet er nemlig, at samtlige tiltag mod corona-epidemien skaber en flodbølge af ressentiment og livsuduelighed. I bestræbelsen på at beskytte mod det farlige, undergraves den styrke i den enkelte, som er det eneste sunde værn mod alt farligt. Sundhed består ikke i at bekæmpe og forsøge at udrydde alt farligt. Sundhed består i at komme fri af livsforskrækkelsen. Samværet, krammet, kysset, musikken, kunsten, dansen, festen, selvstændigheden er fuldstændig afgørende for sundheden og immunforsvaret og det kvæles alt sammen i disse tider. Som en klonehær af velafrettede Hannibal Lecter zombier går vi efteråret i møde i behørig afstand og afsprittet fra top til tå mens vi håber på en vaccine skal redde os allesammen. Dekadencen er total.

Dette er et debatindlæg indsendt af en af 180Graders læsere. Det er alene udtryk for skribentens holdning. Læs mere om, hvordan du selv kan bidrage med debatindlæg til 180Grader her.