Hvorfor ignorerer medierne frihedskampen i Iran?

Gennem længere tid har der været stor mediedækning på demonstrationerne i Hong Kong i kampen mod mere selvbestemmelse og demokrati. Men i et land tættere på, har der for snart to uger siden der været store og voldsomme protester. Iran har ikke set så voldsomme protester siden slutningen af december 2017, og alligevel var der næsten ingen mediedækning fra de store danske medier. Hvorfor?
undefined

180Grader Debat,

27. november 2019

Af Benjamin Mehr, kandidatstuderende på CBS / Handelshøjskolen

Som herboende dansk-iraner er jeg dybt bekymret for, hvilken fremtid Iran går i møde. Landet og dets befolkning har været under 40 års strengt teokrati og al den undertrykkelse, som det har medført. Derudover, har befolkningen også skulle forholde sig til sanktioner fra omverdenen, hvilket har gjort hverdagen sværere for den almindelige iraner.

Iranere både i Iran og i Vesten har skulle forholde sig til at se landet blive karakteriseret som værende ”the bad guys”, hvilket toppede da den forhåndsværende amerikanske George W Bush brugte betegnelsen ”Ondskabens akse” om Iran, Irak og Nordkorea tilbage i 2002. Grundlaget for den betegnelse var den geopolitik, som præstestyret har ført i Mellemøsten, hvor man har sponsoreret shia-proxyer som Hizbollah og støttet en gruppering i Hamas, som aktivt bekæmper vestens allierede i staten Israel. I nyere tid har man dog fokuseret mere på Syrien-konflikten, hvor man har stået side om side med Assad og Putin.

Det er ikke let at være iraner nu til dags. Landet har en ældgammel kultur og civilisation, der strækker sige flere tusinder år tilbage, som har bidraget med sit til verdenshistorien. Herunder verdens første menneskerettighedserklæring skrevet af kong Kyros den Store. Derfor er det en anelse paradoksalt at se netop det land, som i sin tid var ret forud med hensyn til menneskerettigheder være blandt de værste lande, hvad det angår.

Hvis man ser Iran udefra, så kunne man godt fristes til at tro at en stor del af iranere abonnerer på det verdenssyn, som det konservative præstestyre udlægger, hvor USA og Israel er ”de store sataner”. I virkeligheden er det dog mere nuanceret end som så.

Lige efter revolutionen gik hundredetusindvis af kvinder på gaden for at demonstrere imod loven om påtvungen hijab, og i 1999 oplevede man et studenteroprør, som der blev slået hårdt ned på.

Omverdenen blev først opmærksom på mulig utilfredshed blandt iranerne i 2009, da reformkandidaten Mir-Hossein Mousavi efter sin egen påstand blev frarøvet valgsejren mod den konservative Mahmoud Ahmadinejad efter parlamentsvalget i 2009, hvor man så massevis af primært unge iranere i storbyerne gør oprør, og det medførte til de værste uroligheder i landet siden revolutionen 30 år forinden. Den grønne bevægelse blev bevægelsen døbt og blev blandt andet symboliseret med kvinden Neda, der blev en martyr for bevægelsen.

Siden da kom den mere reformvenlige præsident Hassan Rouhani til og sammen med Barack Obama, der modsat sin forgænger valgte diplomatiets gang, lavede de den berømte atomaftale i sommeren 2015, der skulle fjerne nogle af sanktionerne mod Iran.

Men den 28. december 2017 startede demonstrationer i den næststørste by Mashad mod den økonomiske situation i landet, som ikke er blevet mærkbart forbedret hos en stor del af befolkningen. Det eskalerede og fortsatte ind i det nye år, hvor utilfredsheden blev rettet mod selve præstestyret. Værd at bemærke var, at disse protester skete måneder før præsident Trump valgte at trække sig fra atomaftalen.

På to væsentlige punkter var de her demonstrationer anderledes fra de foregående: 

1. Det her var ikke blot den unge middelklasse, primært i storbyerne, der var på gaden og vise sin utilfredshed. Det var alle samfundslag over hele landet, der protesterede. Arbejderklassen som præstestyret traditionelt set havde godt fat på, havde fået nok. 

2. Tidligere ønskede en stor del af befolkningen reformer, men de seneste udviklinger tyder mere på, at det nu er selve præstestyret, som folk har mistet tiltro til.

Det bringer så os til sidste fredag, hvor præstestyret valgte lige pludselig at hæve dieselpriserne markant, og det har fået en stor del af iranere over hele landet, fattig som rig, til at endnu engang at markere deres utilfredshed. Der er videoer, hvor præstestyrets bannere bliver brændt, og sågar er centralbanken endda blevet brændt ned i Teheran. Der er også klip af, hvor demonstranterne har overtaget lokale politi- og militsstationer. Præstestyret har som altid valgt at slå hårdt tilbage, og der meldes allerede om mindst 40 omkomne. Derudover har man valgt at afbryde internettet.

Det bringer mig så til det her læserbrev. 

I sommers fik Iran masser af mediedækning som følge af konflikten i Hormuzstrædet. Hvordan kan det være, at de store danske nyhedsmedier har været fuldstændig tavse i den her sag? 

Der har næsten ikke været noget medieomtale om protesterne, som ellers potentielt kan have en kæmpe indflydelse på hele regionens sikkerhed. Det iranske præstestyre er en kæmpe magtfaktor på den regionale scene i Mellemøsten, og hvad der sker i Mellemøsten påvirker os også i Europa, da det er med til at influere vores geopolitik nede i området.

Vi så selv sidste år, da politiet var nød til at afspærre hele Storebælt, da PET havde efterretninger om, at det iranske regime havde sendt deres kumpaner op for at dræbe personer fra separatistbevægelsen ASMLA. Så selv i lille Danmark kan præstestyret skabe virak, og ligeledes sidste år var den norske efterretningstjeneste ude og sige, at de har set vold og trusler mod regimekritikere. Iran er også tidligere lykkedes med at begået snigmord mod kritikere i Europa.

Det er ikke blot i Iran, at folk er gået på gaden for at protestere. Det er de også i Irak og i Libanon med krav på mere frihed, mindre religion og økonomisk vækst. Alligevel har medierne ikke valgt at dække det på samme måde, som de har med Hong Kong, hvor der bliver stillet skarpt på Hong Kongesernes kamp mod det kinesiske kommuniststyre.

Nej, når medierne dækker Mellemøsten, så er det terror, krig eller ødelæggelse. Medierne dækker gerne Iran meget, når præstestyret agerer geopolitisk.

Men var det ikke på tide, at der blev rettet større fokus mod iranernes og de andre mellemøstlige landes kamp for en mere anstændig tilstedeværelse?

Dette er et debatindlæg indsendt af en af 180Graders læsere. Det er alene udtryk for skribentens holdning. Læs mere om, hvordan du selv kan bidrage med debatindlæg til 180Grader her.