Af Steen Stengaard Nielsen, mag.art, lektor
Det nye og ukendte ved corona-pandemien og diskussion om, hvilke tiltag, der er de rigtige, må nødvendigvis indeholde et etisk element.
Den simpleste tankegang, som i realiteten er rent fravær af etik, er en kynisk darwinisme, der kalkulerer med at de fleste døde nok vil tilhøre de laveste sociale klasser og det derfor kunne være udmærket at lade dem dø allesammen – gerne så hurtigt som muligt så de økonomiske tab blev så små som mulige.
Altså ingen forsøg på at bryde smittekæderne til de svageste – kun et fokus på at sundhedsvæsenet ikke bryder sammen.
Det ville være umenneskeligt og rent fravær af etik. En anden overvejelse er en nytteetik, der vil stræbe efter maksimere lykken for flest mulige og minimere lidelsen så meget som muligt. Nytteetikken kan ligeledes indeholde et kynisk element da en samfundsmæssig udregning af lykke og lidelse kunne ende med at anbefale at lade de svage dø, hvis deres lidelse er relativt mindre end den lidelse de mange måtte igennem ved at lukke samfundet ned.
Under alle omstændigheder vil det for en nytteetisk betragtning være legitimt at forsøge at kalkulere, hvad der giver færrest dødsfald for pengene, altså med andre ord: sætte pris på, hvad et liv eller en livsforlængelse er værd.
I et land med Danmarks velstandsniveau, kan prisen fx sættes til en million kroner for et ekstra leveår. Regner vi med 1500 potentielt døde i Danmark af covid-19, må det altså koste 1,5 milliarder at forlænge deres liv med 1 år. En samfundsnedlukning, der koster 6% af BNP, kan i en sådan udregning blive umulig at retfærdiggøre.
Hvis man har en idé om at skulle opføre sig anstændigt, er der mange der trækker Kant frem. Den kantianske pligtetik ville uden videre gå med til at det kan være en almengyldig regel, at jeg skal handle således, at jeg ikke smitter andre. Da Kant anser mennesket som værdifuldt i sig selv vil en hvilken som helst beregning af, hvor meget det må koste at redde de svage og syge, blive afvist. En sådan tankegang er fundamentalt uetisk, ifølge Kant.
Men det betyder ikke, at Kant ville anbefale at holde samfundet hermetisk lukket indtil en vaccine eller behandling var fundet. En målsætning om at minimere antal døde er ikke kantiansk – det er nytteetik.
En kantiansk etik kan ikke anvendes til at begrunde, at samfundet bør lukkes ned for at spare menneskeliv.
Ansvaret for den etiske handling starter og stopper med individet. En kantiansk etik måtte afvise torturkonventionen og dens begreb om kæde-ansvar. Hvis det er rigtigt at udvise en kriminel af landet, er andre landes tortur og mishandling af den udviste alene deres ansvar og det kan aldrig gøre udvisningen forkert, hvad andre gør.
Hvis jeg altså tager alle fornuftige forholdsregler og er bevidst om, at jeg ikke kommer til at smitte andre, men i mit arbejde med svage, ældre og syge alligevel bliver årsag til smitte, ja, så er sagen set fra en kantiansk etik helt i orden. Min intention var afgørende. At smitten alligevel skete, er for en etisk betragtning irrelevant – også selv om den smittede dør og når at smitte hele plejehjemmet. For jeg gjorde, hvad jeg kunne for at forsøge at undgå det.
Hvis etik er, at min handling skal kunne gøre til en almengyldig lov er enhver selvstændighed og kreativitet udelukket. Kant antager et kristent ligeværd for alle mennesker, men bliver i praksis umenneskelig og gør etik til et logisk princip.
Det viser for mig at se begrænsningen ved at ville søge løsninger i de etikker, vi kender. Etik er hverken primitiv darwinisme, cost-benefit analyser eller firkantede kantianske principper.
Etik er at kombinere sin fornuft og i forhold til corona vil det sige evidensbaseret videnskabelighed med en kreativ, nyskabende fantasi. Kravet til den enkelte for at kunne være kreativt nyskabende etisk tænkende, er at have befriet sig selv.
Så længe man som individ hænger fast i sig selv, sin egen egoisme, selvkredsende følelser som had, misundelse, nid og nag, kommer man aldrig til at kunne fostre etiske ideer. Kravet til etikken er, at du har befriet dig selv fra dig selv.
Kreativ etik forudsætter altså to ting: frihed og tænkning. Frihed forstået som en frigørelse fra egoisme, fordomme osv. og tænkning forstået som evidensbaseret videnskabelighed.
En sådan etik kan ses som en videreudvikling af dydsetikken fra Aristoteles. I tilvejebringelsen af dyder, har Aristoteles fokus på dannelseselementet og dermed opdragelsen. Individet må befri sig selv. Desuden er dyden i midten en kreativ toppræstation, som kræver indsigt og fantasi.
Det er derfor ærgerligt, når regeringen indfører restriktioner, der ikke er videnskabelig evidens for og i det hele taget ikke sætter alt ind på at blive så kloge på covid-19 og smittespredning som muligt.
En tysk epidemologiprofessor, Hendrik Streeck, har fx lavet en undersøgelse, der viser at smitte via overflader i praksis ikke forekommer, hvilket får de danske hygiejneforanstaltninger i forbindelse med genåbningen til at virke ude af proportioner.
Streeck nævner også, at det for en videnskabelig betragtning er urealistisk at en frisør skulle smitte en kunde og omvendt. Streeck har foretaget en repræsentativ undersøgelse af dødeligheden, hvilket er den eneste saglige måde at finde valide tal på. Her finder han at dødeligheden for corona er 0,37 procent, altså markant under de udmeldinger, der kom fra WHO.
Hvis vi antager at undersøgelsen er repræsentativ, er den eneste mulige fejlkilde til dette tal selve dødsårsagen for de døde, der er smittet med corona bliver ikke undersøgt eller obduceret. Det har Klaus Püschel, en patolog fra Hamborg, til gengæld gjort. Ifølge Robert Koch Instituttet er der 44 døde af corona i Hamborg, men Püschels obduktionerne afslører at ikke en eneste var død af corona, men derimod af alt mulig andet fra hjertetilfælde til blodpropper.
Klaus Püschel konkluderer på den baggrund at coronas farlighed er dramatisk overdrevet, men at den afslører sygdomme, som den døde måske slet ikke var klar over, at han havde. Meget af den angst og panik, der findes, kan altså vise sig at være helt grundløs.
Den slags videnskabelige indsigter er helt afgørende at inkludere i en strategi for genåbningen.
Foruden at mangle videnskabelig evidens for mange af de hidtidige tiltag, er regeringens plan for genoplukningen grundlæggende uklar. Skal vi gennem kreativ nytænkning finde løsninger så smitten ikke spreder sig til plejehjem, syge og svækkede? Kan vi skabe et korps af smittefrie, fx gennem test, der står for omgangen med syge, svage og svækkede?
Eller er vi med genoplukningen i gang med at acceptere, at smitten vil ende på plejehjem og hos alle syge og svage, blot meget langsomt? Hvad er pointen overhovedet med prøve at ramme et smittetryk på 1.2?
Videnskabelig evidens og selvstændig tænkning er en afgørende forudsætning for at kunne handle etisk.
Etik uden viden er blot føleri. Et menneskeligt befriet sind er ligeledes en væsentlig forudsætning for ellers får vi viden uden etik, hvilket er ren kalkyle.
Dette er et debatindlæg indsendt af en af 180Graders læsere. Det er alene udtryk for skribentens holdning. Læs mere om, hvordan du selv kan bidrage med debatindlæg til 180Grader her.
