Af Erik Boel, tidligere international sekretær i Socialdemokratiet
Der er gode grunde til, at Socialdemokratiet i disse år går tilbage i København og Aarhus. For her er folk forskellige, og flertallet er indstillet på at finde ud af at leve med det.
Når mismodet over dansk politik bliver for stort, smører jeg en madpakke og cykler ud til Borgbjergsvej, ud til Anker Jørgensens Plads i Sydhavnen. Det er en broget skare, der hænger ud her ved siden af en lille statue af det store menneske. Mange på Borgbjergvej kendte Anker og de fleste har en historie om ham. En af eksistenserne betror mig: Anker kunne lide rød Tuborg, rød Ålborg – og så ellers røde roser for resten.
Anker var et beskedent menneske, havde ingen interesse i magtens ydre symboler. Benyttede sig ikke af spindoktorer i sit politiske virke - var først og sidst sig selv. Den intolerance og fremmedfjendskhed, der præger Socialdemokratiet i dag, lå Anker Jørgensen uendeligt fjernt.
Det er efterhånden ikke nogen nyhed, når statsministeren ligger på maven for Dansk Folkeparti, som vi senest oplevede det under Folketingets såkaldte værdidebat den 17. januar. Men nok, at det nu er socialdemokratisk politik, som fastslået af udlændingeordfører Rasmus Stoklund, at Nørrebro skal ligne Holstebro. Vesterbro, hvor jeg bor, skal vel så ligne Vojens. Stoklund påstår dertil ganske uden belæg, at der er en overrepræsentation af mennesker med ikke-vestlig baggrund, der opfører sig dårligt i det offentlige rum. Det er populisme af værste skuffe.
Der er – gode – grunde til, at Socialdemokratiet i disse år går tilbage i København og Århus. Den populisme og ensretning partiet står for vinder ikke megen genklang her. Ensretningen er islamofobi i ny forklædning. De store byer er præget af forskellighed og praktisk taget alle er indstillet på, at vi desuagtet finder ud af at leve sammen.
Med Socialdemokratiets meldinger siden valget er det den store stat, der er på spil. Den ”socialdemokratiske” stat, der vil bestemme, hvordan man organiserer badeforhold i landets svømmehaller, som vil diktere, at flere børn skal tvangsfjernes fra deres forældre, som fratager børnene retten til et børneliv ved at holde dem på skolebænken i alt for mange, lange timer – og som er godt i gang med at indføre et overvågningssamfund.
Med udmeldingen om at Nørrebro skal ligne Holstebro overser Socialdemokratiet, at det netop er forskellighederne som gør det danske samfund stærkt.
Bag udtalelsen ligger statsministerens påstand om en tillidskrise i det danske samfund. En påstand, der er grebet ud af luften - tværtimod er tilliden steget fra omkring 50% i 1980 til 80% i 2010, hvor den har ligget siden. Det er heller ikke korrekt, når Mette Frederiksen uden nuancer anklager indvandrerne for at stå bag den påståede tillidskrise. Langt den største del af den mandlige voldskriminalitet i Danmark begås af danske mænd.
I stedet for at udpege de svageste befolkningsgrupper som syndebukke burde Socialdemokratiet tage fat på de reelle problemer i hverdagen: Danmark er efterhånden kun nr. 14, når det gælder ligestilling i verden – Island, Norge, Finland og Sverige ligger henholdsvis nr. 1,2,3, og 4. Middellevealderen halter markant efter de lande, vi normalt sammenligner os med. I stedet for at gøre noget ved fx Facebooks indgriben i børnenes og de unges privatliv vil Statsministeren have mere kontrol i strid med grundlæggende retsprincipper og uanset at Danmark allerede i dag er et af de mest overvågede samfund.
Men det er naturligvis nemmere at opfinde problemer, der udstiller indvandrerne, dernæst præsentere problemerne som om dommedag er nær og så vise, at man tør spille stærk mand (kvinde).
I disse dage har Socialdemokratiet let spil. Støttepartierne SF og Enhedslisten siger ikke et kvæk og den borgerlige opposition er imploderet. Men på et tidspunkt kommer der en modreaktion. København og andre af vore større byer er multikulturelle og er stolte af det. Ensretning og stærk stat er ikke danske værdier. Det er tolerance, ligeværd og plads til at være uenig og forskellig.
Socialdemokratiet i dag kan med fordel lade sig inspirere af Anker Jørgensens varme, generøsitet og autencitet. Mette Frederiksen trænger til at smøre sig en madpakken, sadle cyklen og indstille gps'en på Borgbjergsvej...
Dette er et debatindlæg indsendt af en af 180Graders læsere. Det er alene udtryk for skribentens holdning. Læs mere om, hvordan du selv kan bidrage med debatindlæg til 180Grader her.
