Af Jeppe Falk, konsulent og debattør
Den 1. januar kl. 18 blev vi alle mindet om, at Danmarks udfordringer forsat kun kan løses gennem regulering og mere tvang, da statsministeren holdt sin nytårstale.
Mette Frederiksen påtalte tre væsentlige udfordringer i dagens Danmark i sin tale, nemlig udsatte børn, nedslidte ældre og klimaet. De fleste danskere kan sympatisere med disse punkter, da de enten allerede har berøring med et eller flere af dem, eller også vil de få det i fremtiden.
Statsministerens svar på udfordringerne var ikke overraskende mere statsindblanding, flere love, mere regulering og endnu mere detailstyring.
Det er åbenbart ikke muligt for danskerne at gøre nogle af ovenstående punkter bedre gennem mere ansvar hos den enkelte eller de enkelte familier, hvis du spørger statsministeren. Ej heller gennem bedre markedsvilkår eller flere muligheder.
Hvad med en accept af, at staten ikke kan løse alle vores problemer og derved kun bør fokusere på få, men væsentlige, områder i stedet? Vi har de seneste 30 år tredoblet antallet af love og regler i Danmark, og det bliver en udvikling, som desværre ser ud til at forsætte.
For det nuværende har Mette Frederiksen tydeligvis så meget medvind, at hun vil kunne krydse Atlanterhavet i en rød gummibåd på kun samme tid, som hun brugte på hendes nytårstale.
Danmarks økonomi lever godt af tidens højkonjunktur. Statsministeren har opbakning af danmarkshistoriens største venstrefløj målt i mandater, og hendes politiske modstandere kan pt. ikke engang blive enige om at være uenige.
Derfor kan Statsministeren uden modstand fortsætte med at gøre Danmark til et bedre land gennem politisk bedrevidenhed, populistiske reguleringer og mere tvang. Dette gennem overvågning, flere tvangsfjernelser, øgede afgifter for at bekæmpe rigdom (ikke fattigdom) samt kommende voldsomt destruktive klimareguleringer.
Samtidig holdt Jakob Ellemann-Jensen en klassisk Venstrenytårstale, hvor vi endnu engang blev mindet om, at Venstre er det parti, der er bedst til at føre den socialdemokratiske politik.
Talen fra Venstres formand bød på lige så lidt nyt, som hvis Pernille Skipper holdt en tale om den ubegrundede ulighedsproblematik i samfundet. Til forskel for statsministerens tale, var Ellemann-Jensens udtalelser dog noget, han relativt nemt ville kunne få opbakning til fra de partier, der deler samme parlamentariske grundlag som ham selv, hvis han var regeringsleder. Måske med lidt udlændingestramninger oveni, og så er den nok hjemme.
Mette Frederiksen står med en anden udfordring i.h.t udsatte børn, nedslidte ældre og klimaet. På alle punkter vil der komme konflikter, hvor hun skal finde opbakningen blandt venstrefløjen og De Radikale.
Det kan godt ske, at Mette Frederiksen skal bruge opbakning fra Dansk Folkeparti, hvis der skal findes flertal for en ny løsning for Arne og de andre nedslidte danskere, der vil pensioneres før tid. Dansk Folkeparti har dog i øjeblikket mere travlt med at angribe Socialdemokratiet, end de har med at få lavet en holdbar ”forklaringsplan” for Morten Messerschmidts tryllerier.
Men Mette Frederiksens selvtillid og optimisme er fuldt forståelig, for i bund og grund køber danskerne hendes nemme svar. Nemlig, at politikerne er svaret på vores udfordringer i samfundet og på det bedre liv. Så vi læner os blot tilbage og starter en ny Netflix-serie, imens vi sidder med vores telefon i hånden og skriver vrede kommentarer på diverse Facebook opslag.
Mit nytårsforsæt var oprindeligt at lade min tvivl komme politikkerne til gode i 2020, men allerede nu skønner jeg, at det giver bedre mening med det obligatoriske forsæt ”tab 5 kilo”.
Dette er et debatindlæg indsendt af en af 180Graders læsere. Det er alene udtryk for skribentens holdning. Læs mere om, hvordan du selv kan bidrage med debatindlæg til 180Grader her.
