Når staten svigter kulturen, må civilsamfundet og erhvervslivet træde til

Kulturminister Joy Mogensen (S). (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Kulturminister Joy Mogensen (S). (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)

180Grader Debat,

08. juni 2020

Af arrangørerne bag 24-timers festivalen Covidhagen

Da coronakrisen startede, blev kulturen kaldt overflødig.

Men kulturen er vigtig. Især i tider hvor vi ikke kan dyrke kulturen som vi plejer. Hvor kulturinstitutioner kæmper en hård kamp for at holde sig oven vande, og hvor alt fra teaterforestillinger til koncerter til festivaler er aflyst, udskudt eller smidt i glemmebogen.

Når vores egen kulturminister ikke formår at holde hånden under kulturlivet, og regeringen har en anden krise at håndtere – nemlig coronakrisen – så er kulturlivet presset. I krisetider skal kulturen ikke bare holdes oppe. Det er kulturen der skal holde os, de danske borgere, motiverede og glade.

Heldigvis er en anden stor del af dansk kultur også frivillighed og iværksætteri. Det er sammenholdet, og det er at arbejde for noget, der er større end en selv. Kernen af dansk kultur er, at civilsamfundet med erhvervslivet i ryggen kan skabe noget uden hjælp fra staten.

Det er, når Zoo, efter at være beordret lukket, laver virtuel undervisning for børn. Når Cinemateket og Meyers slår sig sammen om at arrangere drive-in bio, eller når Det Kongelige Teater gør det muligt at streame forestillinger hjemmefra. 

Den danske kultur skal ikke tilsidesættes i krisesituationer. Den skal derimod fylde meget mere, for det er kulturen der skal holde os motiverede, når fremtiden er usikker. Og selvom måden vi dyrker kulturen på under omstændighederne må være anderledes, betyder det ikke, at den ikke er der.

Det, som mange kommer til at mangle i år, er festivalerne. Derfor følte vi også at det var på sin plads at hjælpe dem, der er hårdest ramt. Hårdest ramt i vores verden. Musikerne, entertainerne, lydmændene, festarrangørerne og alle dem, der hjælper til med at skabe en festlig sommer for os alle sammen.

Vi kan ikke give danskerne den perfekte sommerfestival, hvor danskere og udlændinge valfarter til festivalpladser, men vi kan give dem det bedste vi kan tilbyde disse dage. En livestreamet festival, hvor frivillige fra branchen og erhvervslivet er gået sammen. 

Dette er en hyldest til musik, danskerne og alle der bare gerne vil stå sammen og støtte op omkring en blødende branche.

Værktøjskassen blev ændret da denne krise startede, og pludselig skulle man tænke i andre baner for at lave kulturoplevelser for folket. Vi har taget de værktøjer der var til rådighed og skabt noget nyt, innovativt og smukt. Helt uden hjælp fra kulturministeren.

Dette er et debatindlæg indsendt af to af 180Graders læsere. Det er alene udtryk for skribenternes holdning. Læs mere om, hvordan du selv kan bidrage med debatindlæg til 180Grader her.