Hvorfor har raske drengebørn ikke ret til autonomi?

180Grader Debat,

16. september 2020

Af Ivan Al-Hilali, Retsordfører i Venstres Ungdom

Hvis man adspurgte danskerne, hvad deres holdning til nyfødte spædbørns autonomi og rettigheder er, ville størstedelen nok vel mene, at vi, i et civiliseret, frit og udviklet samfund som det danske, var født som frie borgere med rettigheder under myndighed af vores forældre. Hvis man adspurgte danskerne, hvad deres holdning til et forbud mod omskæring er, ville størstedelen nok støtte et forbud. Senest så vi dette udforme sig i en meningsmåling, hvor 86 procent af danskerne støtter et forbud mod omskæring af drenge under 18 år

Men hvad nu hvis man adspurgte de danske parlamentarikere om selvsamme? Historien viser, at danske parlamentarikere – desværre – ikke er deres parlamentariske stemme voksen nok hvad angår spørgsmålet om omskæring af raske drengebørn. Såvel i 2018 som nu, forsøger danske politikere at få veget sig uden om handling som katten om den varme grød.

Debatten om omskæring hungrer alt for meget efter proportionalitet hvad angår den religiøse tolerance, som nogle mener, at man bør udøve overfor religiøse minoriteter i Danmark. Personligt er jeg meget draget af tanken om religiøs tolerance i det danske samfund, og det ligger mig endvidere meget på sinde, at alle religioner kan sameksistere i det danske samfund, men denne tolerance går kun til det punkt, hvor religionen fratager børn deres autonomi. 

Det må altid være sådan, at børn er medfødt en iboende autonomi under myndighed af deres forældre indtil den dag, de kan have myndighed over sig selv – dette princip synes at være filet ned til et ikkeeksisterende niveau, hvor forældre tvinger religiøse dogmer ned over hovedet på sit afkom.

Et forbud mod omskæring af raske drengebørn er hverken flertalstyranni eller et overgreb mod et religiøst mindretal i Danmark, men tværtimod er det en accept af, at børn er medfødt en autonomi over egen krop og sjæl, som kun de kan råde over. Og selvom argumenterne lyder, at det er et ’mindre indgreb’ kan det blive en liden tue, som i fremtiden kan vælte drenges store læs, idet indgrebet for evigt bliver et tvunget indgreb på kroppen, som ingen spædbørn selv har bedt om.

Med fokus på autonomien viser sagen sig enkel, og et forbud viser sig derfor at være sund fornuft, når man henviser til børns selvbestemmelse. Det kan være påfaldende, at Danmark står så alene med holdningen i den store verden, hvis man indfører et forbud, men i sig selv er det et ikke-argument at ville forkaste et forbud med henvisning til, at Danmark skulle være det eneste land, der kunne deducere sig frem til logikken bag, at et forbud skulle være det eneste gunstige forhold for opretholdelsen af børns selvbestemmelse. Ligesom med kampen for ligestilling i samfundet og afskaffelse af slaveriet, er der nogle, som skal være de første. Det kunne passende være Danmark.

Hvis man accepterer argumentet om autonomi, er implikationen af dette, at man nødvendigvis også skal acceptere et forbud mod omskæring. Det synes i hvert fald at runge hult, når man prædiker om et frit samfund, men på samme tid lukker øjnene for dette uomgåelige overgreb, som finder sted overfor raske drengebørn.

Dette er et debatindlæg indsendt af en af 180Graders læsere. Det er alene udtryk for skribentens holdning. Læs mere om, hvordan du selv kan bidrage med debatindlæg til 180Grader her.