Det, vi ikke taler om

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

180Grader Debat,

14. maj 2020

Af Helle Rode

Et punktnedslag i en udvikling mod afgrunden, kan muligvis afdække, hvorfor der gås stille med dørene, for til at starte med vil man ikke teste, for det er ikke part af den strategi, der er valgt. Det viser sig senere, at vi slet ikke har nogen tests. 

Men det er ikke noget, vi taler højt om.

Så ændrer man pludselig strategien og tester alligevel, men man tester ikke alle. Senere viser det sig, at vi nu har nogle tests, vi har bare ikke ret mange. 

Men det er ikke noget, vi taler højt om.

Kort efter nedlukningen haster man lovgivning igennem, som reelt betyder, at Grundloven bliver tilsidesat og der nærmest indføres diktatur med Heunicke ved roret. Sundhedsmyndighederne mener ikke, det er nødvendigt med så drastiske tiltag, hvilket de også skriver til politikerne. 

Regeringen kender godt sundhedsmyndighedernes holdning, men det øvrige folketing gør formentlig ikke, da de stemmer for forslaget. 

Men det er ikke noget, vi taler højt om.

Da man indfører hastelovgivningen, sløjfer man samtidig befolkningen og virksomhedernes ret til at modtage fuld kompensation fra staten for de tab, de måtte lide som følge af statens tvangsnedlukninger.

Men det er ikke noget, vi taler højt om.

Staten tvangslukker, staten ændrer loven og umuliggør dermed kompensation, staten laver hjælpepakker, som ikke hjælper, og når virksomhederne til sidst drejer nøglen om, ringer statens minister og beklager det skete.

Men det er ikke noget, vi taler højt om.

Man kan gøre rigtig meget for at styrke sit immunforsvar, så det bedre kan modstå sygdom. Samtidig skal immunforsvaret helst udsættes for skiftende vira og bakterier for at være top-tunet. Det har slet ikke godt af konstant afspritning og social distancering, tværtimod – det gør immunforsvaret sløvt. 

Men det er ikke noget, vi taler højt om.

Folk får bøder for at stå og vente på bussen, i skolerne vasker børnene deres hænder til blods. Folk protesterer, synes det er tosset. Måske er det langsomt ved at gå op for befolkningen, at det er det her, vores folkevalgte politikere har sagt ja til med hastelovgivningen. Demokratiet og fornuften er sat ud af spil - magtmisbrug er blevet legalt.

Men det er ikke noget, vi taler højt om.

Da vi starter på nedlukningen, får vi at vide, at vi skal lukke ned, fordi vi risikerer, at hospitalerne ikke kan følge med. Af vores naboland, som ikke praktiserer nedlukning, kan vi nu lære, at covid-19 stort set svarer til en influenza, når det kommer til dødelighed, og at langt de fleste bliver raske igen og slet ikke behøver at komme på hospitalet. Alligevel lever vi fortsat med nedlukning af store dele af samfundet herhjemme.

Men det er ikke noget, vi taler højt om.

Med fare for, at det udløser et ramaskrig, så tænker jeg nu på at begynde min egen stille protest – kramme de af mine venner, som igen er med på et kram, genoptage mit sociale liv, fortælle mine børn, hvordan de holder igen med hygiejnen, så det holder op med at bløde, tænke selv, vurdere selv, lade fornuften råde, ja, måske ligefrem opfordre folk til at tage afstand ved at være sammen. 

Men det er ikke noget, jeg taler højt om.

Dette er et debatindlæg indsendt af en af 180Graders læsere. Det er alene udtryk for skribentens holdning. Læs mere om, hvordan du selv kan bidrage med debatindlæg til 180Grader her.