Det skal ikke være kriminelt at gå over for rødt

Det skal ikke udløse bødestraf at gå over for rødt, mener Marius Legaard Kopart og Ivan Al-Hilali. (Foto: Pxhere)
Det skal ikke udløse bødestraf at gå over for rødt, mener Marius Legaard Kopart og Ivan Al-Hilali. (Foto: Pxhere)

180Grader Debat,

06. februar 2020

Af Marius Legaard Kopart og Ivan Al-Hilali, hhv. medlem af Venstres Ungdom i Hedensted og retsordfører i Venstres Ungdom 

Rød mand stå. Grøn mand gå. Sådan har vi alle lært det lige siden børnehaven. Men kan det virkelig passe, at man uden at kunne se en bil i miles omkreds, kan blive straffet for at gå over for rødt? Ja, det kan det. I Danmark straffes dette med en bødestraf på 700 Kr. Dette mener vi er et klokkeklart eksempel på, at der ikke er tillid til at det enkelte menneske. 

Først og fremmest, så anerkender vi gerne, at man skal følge loven. Vi anerkender dernæst også gerne, at det som udgangspunkt kan være farligt at gå over for rødt. Men verden er ikke sort og hvid. Eller i hvert fald ikke så sort og hvid, som loven forsøger at gøre tingene. Du har med garanti stået ved et fodgængerfelt og undret dig over, hvorfor der er rødt. Det har vi også. Derfor vil vi nu rejse debatten, om det ikke er på tide, at vi giver lidt mere ansvar til den enkelte. Vi skal droppe ideen om at fodgængere umuligt kan krydse vejen sikkert på andre tidspunkter end når der er grønt.

Der er ingen mennesker, der har en interesse i at blive kørt ned. Selvfølgelig ikke. Det er blandt andet derfor at der i Sverige, hvor det ikke er strafbart at gå over for rødt, ikke er fuldstændigt kaos og daglige dødsulykker. Vi ønsker de samme forhold gør sig gældende herhjemme. Orienterer man sig og vurderer man, at man sagtens kan krydse vejen sikkert, selvom der er rødt, så skal man ikke gøres til kriminel. Den enkelte skal selv bære både ansvar og risiko. Vil man være på den sikre side, skal man selvfølgelig vente på, at det bliver grønt – men dette rejser et interessant spørgsmål; er man sikker på ikke at blive påkørt, hvis man venter på det grønne lys? Svar et entydigt nej. Lysregulering er en socialkonstruktion kun opretholdt af borgernes tillid til systemet, men efter vores opfattelse smuldrer tilliden til lysreguleringen ikke, bare fordi man giver borgerne lov til at bruge deres sunde fornuft til at vurdere, hvorvidt man skal gå overfor rødt eller ikke. 

Det er usmageligt, at vi i dag bruger politiressourcer på at uddele bøder til almindelige og ellers lovlydige mennesker, der går over for rødt. Vi kan ikke se hvilken tryghed det skaber at give disse bøder, når man stadig ser at indbrud forbliver uopklaret. Det vil både være til gavn for politiet og befolkningen, at vi kommer af med den her slags lovgivning. Det skal ikke være kriminelt at se sig for i trafikken. 

Dette er et debatindlæg indsendt af en af 180Graders læsere. Det er alene udtryk for skribentens holdning. Læs mere om, hvordan du selv kan bidrage med debatindlæg til 180Grader her.