Derfor bør Danmark støtte kernekraft

Danmark bør satse på forskning og udvikling af moderne kernekraft, skriver Olavur Thorup. (Foto: Pxfuel)
Danmark bør satse på forskning og udvikling af moderne kernekraft, skriver Olavur Thorup. (Foto: Pxfuel)

180Grader Debat,

18. februar 2020

Af Olavur Thorup, forslagsstiller til borgerforslaget "Danmark bør støtte forskning og etablering af kernekraft"

Danmarks årlige CO2-udledning er 108 millioner tons, og det er en stigning på 24% i forhold til 1990. Men officielt er udledningen “kun” på 48 millioner tons. 

Det skyldes at man ikke medregner fx transport til udlandet og afbrænding af træflis. Og så kan politikerne prale med en CO2 reduktion på 35% i forhold til 1990. Men en skrivebordsøvelse ændrer ikke ved at vi rent faktisk udleder 108 millioner tons CO2 om året. 

Så længe afbrænding af træflis bliver bogført som CO2-neutralt, vil der kun komme flere kraftvarmeværker i Danmark, der kører på importeret biomasse. Der er flere problemer med afbrænding af biomasse. Blandt andet fældning af oprindelig skov, fusk med certificering af træ og øget partikelforurening i Danmark.

Men hvad gør vi så? Vind og sol? Vind står for 7% af det samlede energiforbrug, også selvom regeringen ofte fremhæver at vindmøllerne producerer op til 50% af elproduktionen. Men her bør man huske, at elproduktionen kun er en lille del af det samlede energiforbrug. At påstå, at vindmøller kan dække behovet for den samlede energi, er at stikke folk blår i øjnene!

Vi kan ikke komme udenom kernekraft, hvis vi vil være CO2-neutrale. Der er så mange fordele ved generation 4-kraftværker der, kører på Thorium. De er langt mere sikre, bruger lavradioaktivt materiale, og producerer langt mindre atomaffald. Affaldet er faktisk det eneste problem, men mon ikke vi kan finde en løsning på det. At finde et sted at opbevare atomaffald er et lille problem, set i forhold til en global klimakrise. De nye atomreaktorer fylder ikke meget mere, end en skibscontainer og de producerer både elektricitet og fjernvarme. Og ved at satse på kernekraft, kan vi beholde de energitunge industrier i Danmark, og tilbyde dem ren og CO2-neutral energi.

Hvad så med vindmøllerne? Når det blæser, så lad dem producere brint, som vi kan bruge i transportsektoren. På den måde kan Danmark blive 100% CO2-neutral. Faktisk er Danmark førende på området og et dansk firma forventer at sælge reaktorer fra 2027, men der er ingen politisk opbakning. 

Firmaet søger derfor til udlandet, hvorved vi taber viden og potentielt tusindvis af arbejdspladser. Når et firma som Rolls-Royce er begyndt at udvikle små decentrale atomreaktorer, så er det fordi teknologien er her. Det er på tide, at vi satser på forskning og udvikling af moderne kernekraft.

Og for at vende tilbage til overskriften. Lyver vores politikere? Nej, selvfølgelig gør de ikke det. De gemmer sig derimod bag politisk besluttede regnemetoder. Men jeg tror ikke, at klimaet går op i Excel-ark.

Tal er hentet fra Danmarks Statistik.

Dette er et debatindlæg indsendt af en af 180Graders læsere. Det er alene udtryk for skribentens holdning. Læs mere om, hvordan du selv kan bidrage med debatindlæg til 180Grader her.