Coronakrisen truer vores frihedsrettigheder på livet

Statsminister Mette Frederiksen holder pressemøde i Statsministeriet fredag den 29. maj 2020. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Statsminister Mette Frederiksen holder pressemøde i Statsministeriet fredag den 29. maj 2020. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)

180Grader Debat,

02. juni 2020

Af Frederik Winther, studerende

Politikere verden over tilegner sig lige nu uhørt magt med coronakrisen som undskyldning. Når krisen en dag er ovre, skal det stadig være folket der bestemmer. Coronakrisen må ikke medføre, at vores børn vokser op uden de samme frihedsrettigheder som generationer før os har kæmpet for.

Rettigheder indskrænkes verden over – og det kan blive grimt på den lange bane. Rettigheder fjernes, som med et knips i fingrene, under dække af paroler om, at det hele er nødvendigt for at ”beskytte folkesundheden”. 

Jeg kan ikke acceptere, at mine udenlandske studiekammerater er bekymrede for at besøge deres familie i hjemlandet. Premierministeren Viktor Órban i Ungarn har tilegnet sig drastisk ny magt, som det at kunne smide folk ud af deres hjem. Men der er ingen udløbsdato på magten. 

Det bør få langt flere til at løfte en pegefinger end det, vi hidtil har set i debatten. Dertil kommer, at jeg i øvrigt tvivler på, at han vil bruge magten hensigtsmæssigt. 

Kun 150 kilometer syd for Bornholm, har det regerende parti i Polen ved lov forsøgt at fjerne rettigheden til fri abort, netop i en tid hvor politiske modstandere og frihedsfortalere har været forhindret i at reagere som følge af coronakrisen. 

Jeg er ganske klart uenig i den politik, men det store problem ligger i, at man laver disse stunts netop nu, fordi man ved at folk er forhindret i at forsvare deres ret.

I Danmark har det været på tale, at politiet skulle få ret til at tjekke et kærestepars sms’er, hvis den ene ville passere grænsen. Samtidigt overvejer Forsvarsminister Trine Bramsen (S) om politiet skal kunne lukke hjemmesider uden en dommerkendelse. Begge spørgsmål kan i min optik blive til farlige og udemokratiske glidebaner.

Jeg ønsker, at børn vokser op i et Europa, hvor kvinder har ret til egen krop og hvor man har ret til privatliv og fred i eget hjem. 

Vi må først adressere problemet med Ungarns underminering af EU’s troværdighed og befolkningens rettigheder. 

Danmark har en betydningsfuld politisk aktie i, at EU’s troværdighed består. Derfor er det også glædeligt at se de nordiske lande kritisere Ungarn i et brev til Europarådet. 

Dernæst må vi som borgere stoppe med at tage vores rettigheder for givet. For selvom mange generationer før os har kæmpet sig til rettighederne, så viser tiden under coronakrisen, at de igen kan fjernes så nemt som det er at knipse med fingrene. 

Når pandemien er faldet hen, skal demokratiet stadig bestå.

Dette er et debatindlæg indsendt af to af 180Graders læsere. Det er alene udtryk for skribenternes holdning. Læs mere om, hvordan du selv kan bidrage med debatindlæg til 180Grader her.