Karsten Bo Larsen: Kandidaternes udseende er vælgernes bedste grundlag for deres kryds

"Det kan således være meget vanskeligt for vælgerne at se forskel på kommunalpolitikere og gennemskue den førte politik i deres egen kommune" - Forskningschef i CEPOS, Karsten Bo Larsen.

Jesper Steenstrup Vogelius,

10. november 2021

"Vi har kommunalpolitikere, fordi de skal træffe beslutninger om, hvordan vi skal prioritere mellem kommuneskat, skole, ældrepleje osv. i netop vores kommune. Det er svære spørgsmål, og det er ikke muligt at give en objektiv faglig eller ligefrem videnskabelig vurdering af, hvad der er den bedste prioritering. Det kan kun være en politisk beslutning, der udelukkende kan træffes af folkevalgte lægmænd.

Ud over prioriteringen af velfærdsydelser er lokalpolitikerne også sat i spidsen for produktionen af velfærdsydelserne, der i Danmark finder sted som en integreret del af kommunens egne aktiviteter. Denne sammenblanding af ansvaret for både prioritering og produktion er problematisk. Lokalpolitikerne har som lægmænd ingen faglige forudsætninger for at udføre denne opgave som bestyrelsesmedlem i nogle af landets største velfærdsproduktionsvirksomheder, da kommunalpolitikere som udgangspunkt netop er lægmænd. Det indebærer, at de i forhold til beslutninger om kommunens drift, organisering, effektiv opgaveløsning mv. i høj grad må læne sig op ad embedsværket.

Dette giver embedsværket en stor mulighed for at påvirke de politiske beslutninger i retning af deres egne ønsker ved særlige vinklinger i de beslutningsoplæg, som de laver til politikerne. Eksempelvis vil embedsmændene have incitament til at modarbejde politiske beslutninger om effektiviseringer af driften med henblik på skattelettelser, da en reduktion i kommunens budget alt andet lige også vil indebære en reduktion i antallet af kommunalt ansatte.

Embedsmændene kan således modarbejde politikernes ønsker ved at anlægge en meget pessimistisk vurdering af mulighederne for at frigøre ressourcer gennem effektiviseringer. Lokalpolitikerne har meget dårlige muligheder for at udfordre denne type vurderinger, da den eneste rådgivningsstøtte, de har, er de selvsamme embedsmænd, som har en klar egeninteresse i sagen. En opinionsundersøgelse viser således også, at hver anden lokalpolitiker mener, at embedsværket har for stor magt i kommunen.

Det er formentlig en væsentlig årsag til, at der i kommunerne er en konsensuskultur, hvor en meget stor del af beslutningerne foretages med opbakning fra stort set hele byrådet. Når man som lægmand ikke kan overskue sagen, er det formentlig det sikreste at stemme for det, som embedsværket har foreslået, og som alle de andre partier stemmer for. Konsensusbeslutninger gør det dog bare meget vanskeligt for vælgerne at se forskelle mellem partierne og kandidaterne i byrådet, da de alle sammen bakker op om den førte embedsværkspolitik.

En anden udfordring ved den tætte kobling mellem prioritering og produktion af velfærdsydelser er, at det giver politikerne en mulighed for at lade være med at tage ansvaret for ubehagelige beslutninger. Kommunen vil i sagens natur altid have begrænsede ressourcer. Omvendt har borgerne en umættelig efterspørgsel, eftersom de skattefinansierede kommunale ydelser for den enkelte borger i høj grad opfattes som gratis. Derfor vil kommunalpolitikerne hele tiden opleve, at de skal træffe beslutninger, hvor økonomien trumfer borgerens ønsker og behov. Denne prioritering af de økonomiske ressourcer er som tidligere nævnt selve grundessensen af kommunalpolitik.

Problemet er bare, at der ofte er tale om ubehagelige beslutninger – f.eks. om man skal prioritere midler til skolebørn, handicappede eller ældre. Derfor kan lokalpolitikerne være fristet til at skubbe de svære prioriteringsbeslutninger over på embedsmændene ved at træffe uklare politiske beslutninger om det serviceniveau, som borgerne skal tilbydes, hvorefter embedsmændene overlades den ubehagelige opgave med at sige ”nej” til nogle borgere. Derved kan ansvaret for beslutningen ikke direkte tilbageføres til politikerne, som på den måde kan fremstå mere sympatiske i vælgernes øjne.

Det kan således være meget vanskeligt for vælgerne at se forskel på kommunalpolitikere og gennemskue den førte politik i deres egen kommune.

En mulighed kunne være i stedet at vurdere, om alle kommunens politikere under ét trænger til at blive skiftet ud. Det kunne man gøre ved at sammenligne resultaterne af den førte politik med de 97 andre kommuner i landet. Det er desværre også meget vanskeligt for borgerne, da vi har et kommunalt budget- og regnskabssystem med så betydelige frihedsgrader i forhold til kontering og opgørelsesprincipper, at det oftest reelt set ikke er meningsfuldt at sammenligne ressourceforbruget på tværs af kommunerne på baggrund af regnskabstal, som er opgjort på tæt på 98 forskellige måder.

Et godt eksempel er, at i forbindelse med sagen med TV 2-programmet om mangelfuld pasning af demente beboere på plejecenteret Kongsgården i Aarhus Kommune måtte pressen opgive at komme til bunds i, hvordan ressourceforbruget i ældreplejen i Aarhus Kommune havde udviklet sig over tid og sammenlignet med andre kommuner.

Såfremt vi på længere sigt vil bevare og udvikle det kommunale demokrati, må vi give borgerne mulighed for at vælge kommunalpolitikere på et bedre grundlag end det nuværende. Der er behov for en ny kommunalreform, der ikke ser på kommunestørrelse og geografi, men hvor fokus i stedet er på at få skabt en mere klar adskillelse af ansvaret for prioritering fra ansvaret for effektiv produktion, som også kan give vælgerne bedre information om prioritering af ressourcerne og de opnåede resultater.

Et centralt element i sådan en ny kommunalreform bør være, at borgeren på de centrale velfærdsområder som hjemmehjælp, skolegang, børnepasning mv. får tildelt en check (en såkaldt voucher), der kun kan bruges til indkøb af den type velfærdsydelse, som kommunen har tildelt borgeren. Størrelsen på denne check vil umiddelbart kunne sammenlignes med det beløb, som tilsvarende borgere får tildelt på andre velfærdsområder og i andre kommuner, og dermed vil det give borgeren klare oplysninger om politikernes prioriteringer.

Dette skal kombineres med, at alle de nuværende kommunale institutioner, som producerer velfærdsydelser, i stedet organiseres som selvstændige selvejende institutioner med særskilt regnskab, og hvor den eneste mulige indtægt er indløsning af borgernes vouchers, hvilket minder meget om den model, som vi allerede kender fra bl.a. gymnasier og erhvervsskoler.

Derudover skal borgerne have ret til at indkøbe deres velfærdsydelse hos en privat leverandør frem for hos de offentlige selvejende institutioner. Dette vil give borgerne langt bedre muligheder for at vurdere, hvorvidt en given institution leverer en effektiv produktion af velfærdsydelser.

Forskning viser, at vælgerne ved kommunalvalg i Danmark i høj grad vurderer kandidater på deres udseende på valgplakaten. Det er jo ikke overraskende, da det tilsyneladende er det bedste grundlag, som vælgerne på nuværende tidspunkt har adgang til, når de skal vurdere, hvor de vil sætte deres kryds. Hvis vi ikke kommer i gang med reformer af den kommunale styringsmodel, vil kommunalvalg også fremadrettet med rette kunne betegnes som en skønhedskonkurrence for glade amatører. Det kan vi efter min mening ikke være tjent med set i lyset af, at kommunalpolitikerne træffer afgørende politiske beslutninger om de velfærdsydelser, der har allerstørst betydning for danskernes liv såsom skole, børnepasning, ældrepleje mv."

Indlægget er at finde både på Cepos' egen side, samt i Jyllands-Posten pr. 9 november 2021.