Enhedslistens hykleri er mageløst

Jesper Steenstrup Vogelius,

24. februar 2022

D. 11. januar 2022, skrev Enhedslistens folketings- og fagforeningsmand Christian Juhl på et socialt medie, at "Danmark vil optrappe overfor Rusland med 4 kampfly og en fregat. Hvor længe skal vi mistænkeliggøre hinanden?" Jeps. Det var ordene - og i dag er Enhedslisten i fuld gang med at gemme Rusland-sympatien af vejen, og fortælle alle og enhver at de da står sammen med Ukraine. Smukt og fuldstændig grotesk på samme tid. Og ifølge Enhedslistens Pelle Dragsted er krig nu "det værste".

Det korte og det lange af det hele er, at grunden til at Putins Rusland nu invaderer Ukraine skyldtes det simple, at Rusland ganske enkelt ikke ønsker at Ukraine bliver optaget i hhv. NATO og EU. Hvorfor ikke? Fordi dette vil have den konsekvens, at det vil skade Rusland geopolitisk og økonomisk. Men det er især den russiske elite der føler sig presset. Hvor er fortidens glorværdige tider blevet af? Hvor er det mægtige Rusland forsvundet hen? Hvorfor samarbejder NATO landene imod os? Hvad med vores grænser? Osv. Ruslands storhed savnes tydeligvis. Og det kan vi alle se og høre på Vladimir Putin.

Kritikken er sønderlemmende fra samtlige vestlige lande, med undtagelse af Hviderusland, såfremt vi kan kalde dem vestlige. Det helt store spørgsmål er jo så - hvis Ukraine nu - hvem er så den næste? Mange iagttagere og eksperter på det ukrainsk-russiske område kan ikke forestille sig, at Putin kunne finde på at gentage aktionen imod et NATO-land. Det er for det første ikke i Putins interesse, og selvom Putin af David Trads bliver kaldt nutidens Hitler, så er Putin ikke dum nok til at forsøge at invadere et NATO-land - endnu. For hvem ved? Adskillige eksperter troede jo ej på at Putin ville invadere Ukraine. De tog fejl. For da Putin først optrappede ved Donbass, var invaderingen af Ukraine pludselig meget, meget tæt på. Men vil han invadere hele Ukraine? Vesten undervurderer Putin gang på gang, så lad os nu se.

Enhedslistens Nikolaj Villumsen måtte da også på det totale tilbagetog, da han torsdag aften d. 24 februar i "Debatten" på DR2, ikke helt kunne finde ud af hvilket ben han skulle stå på, da han blev adspurgt af fremragende Clement Kjersgaard, om Enhedslisten fortsat ønsker Danmark ud af NATO. Ovenpå alt det der lige er sket, ville det også være fuldkommen hovedløst at sige "Ja. Og vi skal ud af NATO dagen i morgen". Det gjorde Villumsen da heller ikke, men forarget var han jo alligevel. Men hvad vil et parti som Enhedslisten overhovedet stille op i den geopolitiske virkelighed? Tage Alternativet og Frie Grønne i hånden og danse ude i regnen? Intet af det løser noget som helst. Og ansvarshavende chefredaktør på Weekendavisen, Martin Krasnik, har også en helt åbenlys rigtig pointe i, at det er fuldstændig ligegyldigt at bruge tv-tid på at diskutere om EU skal have et fælles forsvar, om vi skal tage ukrainske flygtninge og alt det der.

For afslutningsvis handler det jo om, hvordan vi rent faktisk handler. Hvad kan Danmark gøre? Ja, i det store billede tæt på ingenting. Vi kommer ikke umiddelbart ukrainere til undsætning med hjælp i form af materiel. Men vi kan gøre noget andet. Vi kan optrappe forsvarspolitisk og dermed opruste. Leve op til vores NATO forpligtelser og sørge for at forsvaret fylder 2% af BNP. Måske endda mere. Hvad med SWIFT? Vi taler om NATO, som om at hvis Putin eksempelvis rykker ind i Baltikum, at så vil hammeren falde lynhurtigt og NATO vil være i stand til at sende russerne på tilbagetog. Det er meget stort spørgsmål om NATO pt. overhovedet har styrke til netop det. Det er fint at socialdemokratiske Jeppe Kofod "fordømmer Ruslands handlinger på det kraftigste" og foreslår nogle intetsigende sanktioner - men det er jo så ligegyldigt. Vi bliver nød til - vestlige lande hver især - at opruste. Ikke bare for Putins skyld, men også for vores egen skyld. Som Storm P. og Mark Twain ikke har sagt: Alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det.