Smukfest til angreb på Joy Mogensen: Begynd at behandle os som voksne mennesker

Hos Skanderborg-festivalen er der langt fra tilfredshed med den måde, som regeringen har besluttet at lukke ned for østjyderne på – selv om deres festival først efter planen skulle have løbet af stablen til august.
Pressefoto fra Smukfest taget af Breinholdt Foto
Pressefoto fra Smukfest taget af Breinholdt Foto

Lars Bjørknæs,

12/05/2021

Sidste år lød det igen og igen fra regeringen og dens medlemmer, at man ville strække sig meget langt, for at få afholdt sommerfestivalerne i 2021. Men som bekendt kommer de heller ikke til at tænde op for musikken i år, da coronarestriktioner har medført festivallernes aflysninger på stribe.

Det har fået Smukfest, som de seneste år i dén grad har haft vokseværk og efterhånden har opnået status af Danmarks næststørste festival, til at rette et på mange måder opsigtsvækkende angreb på kulturminister Joy Mogensen.

Det sker i forlængelse af en udtalelse fra socialdemokraten om, at hun er ”mega-nysgerrig på, hvilke alternative idéer, der bliver puslet med fra de store gode festival-organisationer”. Det på Smukfests hjemmeside, hvor Skanderborggenserne blandt andet skriver :

- Vi pusler med at have fået nogle restriktioner omkring alternative arrangementer, der er så stramme, at selv det mest restriktive af de alternative scenarier, vi har forberedt, ikke kan lade sig gøre.

I opslaget forklarer Smukfest samtidig, at man undrer sig over, hvorfor at dens ledelse i det hele taget skulle deltage i rådgivningen af regeringen, når den på ingen måde synes at have lyttet :

- Vi pusler med at være blevet spurgt om at rådgive og være en del af løsningen, men ende med ikke at blive hørt. Det står klart i den måde anbefalinger fra ekspertgruppen er blevet tænkt ind i den politiske beslutning: Gruppen lagde op til faser med henblik på en differentieret genåbning af festivalsæsonen. Anbefalingerne var stramme, men slet ikke SÅ stramme at det skulle ende med, at I med jeres beslutning aflyser hele sæsonen.

Samtidig lyder det fra Skanderborg-festivalen, at man ikke kan forstå hvorfor festivaler skal være underlagt andre regler end resten af samfundet :

- Vi pusler med, at I tør tro på, at resten af samfundet kan åbne helt op d. 1 august, men ikke tør tro på festivalerne i sensommeren. Det vil sige, at vi til august må samles tusindvis på strand og strøg, mens vi indenfor festivalhegnet vil være underlagt meget stramme regler.