Nægter at tale om ukendt Grundlovssag mod Mette Frederiksen: Statsministeriet og Kammeradvokaten lukker ned

Hverken Statsministeriet eller Mette Frederiksens advokater ønsker at udtale sig om sagen, hvor de allerede har lidt et markant nederlag i byretten.

Lars Bjørknæs,

25/03/2021

Er det i overensstemmelse med Grundloven, når regeringen og det offentlige Danmark personificeret ved statsminister Mette Frederiksen, har indført en lang række restriktioner som følge af coronaen?

Det er spørgsmålet en retssag anlagt mod Mette Frederiksen skal afgøre, efter at statsministeren tilbage i november blev stævnet af Organisationen for Oplysning om Corona Virus COVID-19. Som 180grader.dk tidligere i dag kunne afdække, drejer sagen sig først og fremmest om overtrædelse af Grundlovens §78, som omhandler forsamlingsfriheden.

Den er efter et indledende retsmøde i januar nået frem til, at der skal afholdes syn og skøn. Men det var langt fra ønsket fra Mette Frederiksen og hendes hold af advokater, som uden held forsøgte at få sagen afvist ved Københavns Byret.

På 180grader.dk har vi forsøgt at få en udtalelse fra Statsministeriet i forhold til, hvordan Mette Frederiksen forholder sig til, at hun har lidt et markant nederlag i Københavns Byret. På samme måde som vi også har spurgt Kammeradvokaten, som fører sagen på vegne af Mette Frederiksen, om man herfra har en kommentar til forløbet – men begge steder er vi blevet mødt med noget nær tavshed.

Således oplyser Kammeradvokaten, at man ikke er blevet givet mulighed for at udtale sig af sin klient. Mens det fra Statsministeriet i en kortfattet udtalelse lyder, at man ikke har nogle kommentarer.