Millioner af mundbind på lager: Dagligvarekæder frygter gigantiske tab

I over et år har blandt andet de store supermarkedskæder spundet guld på mundbind, men fra på mandag er det slut.

Lars Bjørknæs,

11/06/2021

Det er formentligt de færreste, der ikke siden sidste vinter fra tid til anden har fundet det ubehageligt eller besværligt at gå med mundbind. Men fra på mandag er det slut, når det udbredte krav om brugen af mundbind ophører.

Omvendt betyder det også, at de seneste måneders mange og store lagre af netop mundbind, med ét slag bliver noget nær værdiløse. Et forhold som eksempelvis Rema 1000 regner med, at komme til at mærke. Således udtaler kædens kommunikationsdirektør i Danmark, Jonas Schrøder, til Finans.dk, at man alligevel beholder et lager :

- Vi forventer, at salget med den nye genåbningsaftale daler markant, men holder fortsat mundbind på lager, så vi har dem på hylderne. Vi har dog som konsekvens af udfasningen netop doneret 800.000 stk. til Røde Kors, så de kan blive brugt i anden sammenhæng.

Et af de få områder hvor det fra på mandag er nødvendigt fortsat at bruge mundbind, bliver i den kollektive trafik. Som udgangspunkt dog kun, når man står op i bussen – og ikke når man sidder ned.