Glædeligt nyt fra Wales: Ingen dør længere af eller med corona – heller ikke på grund af Delta-varianten

Det er første gang siden pandemiens start, at waliserne kan melde om ingen dødsfald som følge af COVID-19.

Lars Bjørknæs,

29/06/2021

De seneste uger har fokus fra blandt andet Statens Serum Institut og Sundhedsstyrelsen været på den såkaldte Delta-variant, der ligesom en række andre tidligere coronavarianter, skulle være både farligere og mere smitsomme end tidligere udgaver af virussen. Men bedømt på Wales, der ellers ligesom resten af Storbritannien oplyses at være særdeles hårdt ramt af netop Delta-varianten, synes pandemien i dén grad at være aftagende.

Således lyder meldingerne fra de walisiske sundhedsmyndigheder ifølge Sky News, at der den seneste uge ikke har været nogle døde hverken af eller med corona. En konklusion der drages, fordi ingen af de udstedte dødsattester indeholder oplysninger om, at afdøde var smittet med corona.

Ifølge Sky News er det første gang siden midten af marts sidste år, at ingen walisere er døde med smitte i kroppen. Det inden virussens første bølge, som ifølge udstedte dødsattester alene i de første uger, kostede mange hundreder englændere, walisere, skotter og nordirere livet.