Det samme kan ske i Danmark: Coronakrisen overstået i Belgien indenfor 30 dage efter domstolsafgørelse

Mens restriktionerne i Danmark afvikles meget gradvist og i forskellige tempi landet over, er der indenfor en måned helt andre boller på suppen i Belgien.

Lars Bjørknæs,

01/04/2021

Det sker efter at en belgisk domstol i går afgjorde, at det strider mod lovgivningen at opretholde coronarestriktioner. Ifølge den belgiske avis Le Soir, har den belgiske stat indtil slutningen af april måned, til at fjerne alle restriktioner – som eksempelvis nedlukninger og brugen af mundbind.


Det sker som udløber af en retssag anlagt af en gruppe, som med baggrund i menneskerettighederne har krævet et opgør med, hvad der ifølge Le Soir beskrives som dekreter udstedt af ministerier og andre offentlige myndigheder.

Indtil nu har den belgiske regering gjort brug af en lov fra 2007, hvis anvendelse nu er blevet afvist af det belgiske retssystem.


I Danmark verserer en på mange måder lignende sag ved domstolene, hvor en forening har stævnet Mette Frederiksen for overtrædelse af Grundloven i forbindelse med indførelsen af coronarestriktioner. Som 180grader.dk tidligere har kunnet dokumentere, så har statsministerens juridiske hold uden held forsøgt at få sagen afvist.

Bliver statsministeren dømt for at have overtrådt Grundloven, kan konklusionen på mange måder blive den samme som i Belgien.