Analyse : Coronaen snart et overstået kapitel – for den følger influenza-sæsonen

Følger coronaen samme mønster som sidste år, kan den indenfor ganske kort tid være et overstået kapitel i Danmark.
Foto : Lars Christensen
Foto : Lars Christensen

Lars Bjørknæs,

20/04/2021

Efterhånden som vi kommer tættere på sommeren, vil antallet af alvorligt ramte af corona blive mindre og mindre.

Sådan lyder det fra økonomen Lars Christensen, som det seneste år har foretaget en lang række analyser i forbindelse med coronaens udbredelse. Ifølge ham er det en meget overset problemstilling, at sygdommen i høj grad følger den almindelige influenza-sæson :

- Sammenligner man influenzadataerne med hvornår COVID 19-blusser op, så vil man se, at det følger sæsonmønstret meget klart. I Danmark topper dødeligheden for influenza normalt i uge 14, hvilket også var tilfældet for COVID 19 i Danmark sidste år. Her var det også i uge 14, at dødeligheden toppede.

For økonomen er det samtidig markant, at mange variabler går igen på tværs af landegrænserne :

- Noget af det der gik op for mig, da jeg begyndte at arbejde med de her data på tværs af lande er, at en række variabler kan forklare antallet af smittede og indlagte. Det første jeg for eksempel fandt ud af var, at dødeligheden for COVID 19 var meget høj for personer over 70 år, mens dødeligheden for børn er lavere end ved almindelig influenza. Hvis et land har mange mandlige indbyggere over 80 år, så er det en meget forklarende faktor. Eller sagt på en anden måde, så er demografi afgørende i forhold til dødeligheden.

Samtidig lyder det fra Lars Christensen overfor 180grader.dk, at det at være overvægtig i sig selv er et stort problem :

- Noget andet jeg fandt ud af var, at svær overvægt er et alvorligt problem. Det er den næst mest forklarende årsag til at forklare dødeligheden, også når man ser på dødsfald på tværs af landene. Det drejer sig blandt andet om USA, som har langt flere svært overvægtige end i Danmark.


Ved at klikke på podcasten over denne artikel, kan du høre hele interviewet med Lars Christensen. Her fortæller han blandt andet om nogle af de fysiske karakteristika, som er værd at have i baghovedet, når man taler om de grupper, som er specielt udsatte overfor coronaen.