Løkke kopierer svensk midterparti – og kalder sig det samme

I forbindelse med Grundlovsdagen har Lars Løkke Rasmussen præsenteret sit nye parti. Det er sket ved et arrangement, hvor fremmødet må anses for alt andet end prangende.
Folketingets pressefoto af Lars Løkke Rasmussen
Folketingets pressefoto af Lars Løkke Rasmussen

Lars Bjørknæs,

05. juni 2021

Et parti der kommer til at hedde Moderaterne, hvilket Lars Løkke Rasmussen overfor Ekstra Bladet begrunder med, at hans nye parti skal være et politisk samlivspunkt :

- Vi har brug for et parti, der rækker ud og bygger bro. Et moderat parti, der ikke lukker sig om sig selv. Det parti kommer, og det hedder Moderaterne.

Overfor formiddagsavisens netudgave fortæller Lars Løkke Rasmussen samtidig, at det ikke bliver på denne side af det kommende kommunalvalg, Moderaterne for alvor vil spille ud med sine politiske mærkesager. Det skyldes at forventningen fra den tidligere statsminister er, at den nuværende, Mette Frederiksen, ikke udskriver valg på denne side af nytår.

Moderaterne, der dermed bruger samme navn som et af Sveriges største partier, blev præsenteret under dagens Grundlovsarrangement, hvor det dog syntes at være meget begrænset, hvor stor opmærksomheden var hos de ikke-indvidede. Således var der bedømt på videoen direkte udsendt på Facebook, kun stillet få stole op foran en scene, hvor der blandt andet var optræden af sangerinden Maria Montell. På samme måde som antallet af liveseere under udsendelsen, langt fra indikerede, at Moderaterne kommer til at spille en afgørende rolle i dansk politik.