Løkke fortsætter oprustningen: Ansætter flere medarbejdere til sit nye parti

Mere og mere tegner til, at Lars Løkke Rasmussens nye parti er på trapperne.
Folketingets pressefoto af Lars Løkke Rasmussen
Folketingets pressefoto af Lars Løkke Rasmussen

Lars Bjørknæs,

03. maj 2021

Efter i hele sit politiske liv at have været en del af Venstre, brød Lars Løkke Rasmussen sidste år med sit gamle parti. Det for i første omgang at tage en tænkepause, hvilket har udmøntet sig i det, der bedst kan beskrives som konjunkturerne til et nyt politisk parti.

Det kan også ses ved, at Lars Løkke Rasmussen fortsætter med at ansætte nye medarbejdere, efter at han tidligere på foråret hyrede den tidligere Venstre-profil Jakob Engel-Schmidt som ny sekretariatschef.

Nu er turen så kommet til ansættelsen af en studentermedhjælper, hvilket kan ses af det jobopslag, den tidligere statsminister i dag indrykkede på sin hjemmeside. Her søger han blandt andet det, der beskrives som :

- En analytisk og skriftlig stærk studerende med høj faglighed og politisk interesse.

Samtidig er ønsket, at den kommende ansatte i Lars Løkke Rasmussens sekretariat, skal være under uddannelse indenfor statskundskab, økonomi, kommunikation eller lignende fagområder.