Aktiemarkedet buldrer afsted – men varer det ved?

Alexander Hansen,

22/11/2020

2020 har været et yderst mærkværdigt år for investorer verden over. Ved årets begyndelse havde der gennem længere tid været tale om, at aktiemarkederne formentligt var overvurderede, og at en korrektion måtte vente om hjørnet før eller siden.


Kommentatorer og eksperter bag denne påstand skulle vise sig snart at få ret; dog af en helt anden årsag, end man havde forventet. I begyndelsen af marts brød coronapandemien ud i lys lue, og markederne reagerede straks med kraftige fald på op til 50% i løbet af få uger – et af de mest voldsomme aktiedyk i historien.


Fra frygt til eufori


Det skulle dog ikke vare længe, inden frygten for den globale pandemi ændredes til vild eufori og optur på aktiemarkederne. Det kan måske forekomme en kende mærkværdigt, at man midt under en pandemi, hvis omfang og konsekvenser var – og stadig er – uforudsigelig, pludselig skulle være vidne til et voldsomt opsving. Årsagen var dog ligetil. Verden over stod regeringer klar med gigantiske hjælpepakker, der kunne holde hånden under erhvervslivet, og dermed også aktiemarkedet.


Siden da er vi trådt ind i anden bølge af pandemien, og vi hører nu om flere smittede end nogensinde før. Samtidig har Den Internationale Valutafond IMF spået, at vi kommer til at opleve den største økonomiske nedtur siden 1930’erne. Alligevel ser vi, at aktiemarkederne stadig – med få afbræk – stiger til vejrs. Spørgsmålet er så, om vi kan forvente, at det fortsætter?


Vaccine og amerikansk præsident


Rent makroøkonomisk er der to usædvanlige faktorer, der kommer til at spille ind ift. udviklingen af aktiemarkedet det kommende år. Først og fremmest får det afgørende betydning, hvordan pandemien udvikler sig, og om der bliver udviklet en vaccine, der er tilpas modstandsdygtig og tilpas fri for bivirkninger til, at den kan rulles ud i stor stil. Når en sådan vaccine er endeligt på plads, vil coronaskyerne forsvinde som dug for solen, og det vil uden tvivl få markederne til at stige kraftigt. Et sådant eksempel så vi senest, da Pfizer og BioNTech meldte ud, at man havde en vaccine på plads, der hjælper 9 ud af 10 patienter.


Derudover får Amerikas nye præsident Joe Biden også betydning for udviklingen på markederne. Det er forventet, at Joe Biden vil føre en langt mere striks politik overfor erhvervslivet sammenlignet med sin forgænger Donald Trump. Det bliver derfor interessant at se, præcis hvor hårdt Joe Biden kommer til at gå til erhvervslivet – især så længe, at pandemien ikke er under kontrol.


Vi går således et spændende aktieår i møde, hvor det skal blive interessant at se, hvordan 2021 starter. Det gælder blandt andet på Saxo Banks handelsplatform, hvor det er muligt at følge med i, hvordan kurserne på aktier og CFD-handel udvikler sig. Uanset hvad, kan vi med al sandsynlighed se frem til endnu et aktieår, der kommer til at afvige fra normalen. Hold på hat og briller – det kan blive noget af en rutsjebanetur.