Lukkede centre og butikker kan koste ansatte deres arbejde

Fagforeningen HK Handel frygter, det kan blive dyrt for ansatte og arbejdsgivere at holde lukket i juletiden.
HK Handel frygter, det kan komme til at koste butiksansatte deres arbejde, når storcentre og butikker skal lukke.
HK Handel frygter, det kan komme til at koste butiksansatte deres arbejde, når storcentre og butikker skal lukke.

180Graders Redaktion,

16/12/2020

Det risikerer at koste flere butiksansatte deres arbejde, når store dele af dansk detailhandel skal holde lukket den næste tid.

Det siger formanden for HK Handel, Per Tønnesen, efter at det onsdag aften er meddelt, at storcentre og ikke-essentielle butikker bliver tvunget til at lukke.

Lukningerne kommer til at påvirke de tusinder af butiksansatte, som HK Handel blandt andet er fagforening for.

- Man skal huske på, at det her er en højtid. Det er et tidspunkt på året, hvor detailhandlen henter rigtig mange penge hjem. Også penge, man skal leve af i de kommende måneder.

- Derfor kan jeg godt frygte, at det her vil medføre, at flere af vores medlemmer bliver arbejdsløse, og at vi vil se virksomheder, der hen over vinteren og foråret vil gå konkurs, siger Per Tønnesen.

Lukningerne blev meddelt på et pressemøde i Statsministeriet onsdag aften.

Her fortalte statsminister Mette Frederiksen (S), at storcentre skal lukke fra torsdag 17. december, at flere liberale erhverv skal lukke fra mandag 21. december, og at detailhandlen undtaget blandt andet supermarkeder skal lukke fra fredag 25. december.

Lukningerne sker i et forsøg på at bremse den stigning i smittetallene, man har set herhjemme på det seneste.

På pressemødet fortalte statsministeren, at man straks vil indlede forhandlinger om hjælpepakker til de erhverv, der er berørt af nedlukningerne.

Per Tønnesen håber, at der bliver lavet nogle hjælpepakker, som er i stand til at hjælpe virksomhederne med deres omkostninger og lønmodtagerne med nogle rimelige vilkår.

Blandt andet ser han gerne, at man kigger på størrelsen af den arbejdsløshedsunderstøttelse - også kendt som dagpenge - man kan få som arbejdsløs.

- Det ville være rimeligt taget i betragtning af de konsekvenser, som regeringens tiltag nu får for vores medlemmer, siger Per Tønnesen.

I øjeblikket står de varslede lukninger til at vare frem til søndag 3. januar.

Kilde: /ritzau/