664 personer i filmbranchen siger fra over for sexisme

Skuespillere, instruktører, producere og andre fra filmbranchen siger i fælles erklæring fra over for sexisme.
Susanne Bier er blandt medunderskriverne på erklæringen. (Foto: Les Kaner)
Susanne Bier er blandt medunderskriverne på erklæringen. (Foto: Les Kaner)

180Graders Redaktion,

12/10/2020

Oscarvindende instruktør Susanne Bier, producer Vibeke Windeløv, skuespillerne Pilou Asbæk, Sofie Gråbøl, Trine Dyrholm, Lars Mikkelsen og 658 andre fra den danske filmbranche siger fra over for krænkelser og sexisme i branchen.

Det skriver Information.

Avisen bringer en fælles erklæring underskrevet af i alt 664 skuespillere, instruktører, producere og andre folk fra den danske filmbranche med titlen "Opgør med sexisme".

- Vi ønsker at skabe åben dialog, der kan gøre os alle mere bevidste og kloge på, hvordan vi håndterer disse sager i fremtiden - for vi er ikke gode nok endnu, lyder det blandt andet i brevet.

Erklæringen kommer, efter at tidligere produktionsassistent hos Danish Documentary Emilia Moth har anklaget instruktør Feras Fayyad for krænkende adfærd.

Der har dog været stille fra filmbranchen, siden Moth fortalte om sine oplevelser i september.

Men nu bryder de 664 personer altså tavsheden.

- Vi underskriver dette brev for at støtte op om Emilias mod til at træde frem som enkeltperson og for at vise vores solidaritet med alle dem, der i vores branche har oplevet krænkende adfærd, lyder det i brevet.

Det var på tide at vise støtte til Emilia Moth, mener dokumentarinstruktør Olivia Chamby-Rus, som er en af initiativtagerne til erklæringen.

- Vi kunne mærke, der var behov for at udtrykke støtte til Emilia i branchen. Vi vil gerne vise, at nu overtager vi stafetten og tager ansvar for at gøre branchen bedre, siger hun til Information.

Producer og medejer af Danish Documentary Sigrid Dyekjær har tidligere afvist at kommentere sagen, da det er en konkret personalesag.

Til Information skriver Dyekjær i en skriftlig kommentar, at Danish Documentary "bakker op om budskabet" i støtteerklæringen og er "ulykkelige" over de oplevelser, Emilia Moth har haft.

Danske Filminstruktører er i samarbejde med Producentforeningen, Dansk Teater og Dansk Skuespillerforbund i gang med at undersøge omfanget og karakteren af grænseoverskridende adfærd i film- og teaterbrancherne.

Kilde: /ritzau/