Efter at SVM-regeringen både har præsenteret store velfærdsinvesteringer i 2030-planen og nye skattelettelser, går regeringen tilbage i en ny meningsmåling.
SVM-regeringen står til 37,2 procent af stemmerne i en ny meningsmåling fra Voxmeter, og det er den hidtil laveste måling fra Voxmeter i den brede regerings levetid.
37,2 procent svarer til 66 mandater. Dog er der en statistisk usikkerhed på 2,9 procent.
Ved valget fik Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne sammenlagt 50,1 procent af stemmerne svarende til 89 mandater.
Målingen ser særligt skidt ud for Socialdemokratiet, der går fra 22,6 procent i forrige måling til 20,9 procent i den aktuelle. Der er en statistisk usikkerhed på 2,5 procent.
Venstre er også gået en smule tilbage, fra 9,9 procent til 9,0 med en statistisk usikkerhed på 1,7 procent. Moderaterne ligger til 7,3 procent af stemmerne med en statistisk usikkerhed på 1,6 – forrige måling gav dem 7,7 procent.
Den laveste Voxmeter-måling af SVM før den nuværende kom i slutningen af oktober. Her lå regeringspartierne til sammenlagt 37,6 procent.
Man skal tilbage til maj for at finde en Voxmeter-måling i det leje, hvor regeringen stod til 37,8 procent.
Målingen kommer i en turbulent tid for blandt andet Venstre, der har sagt farvel til nu tidligere formand Jakob Ellemann-Jensen. I weekenden blev den nye formand, Troels Lund Poulsen, valgt.
Regeringen kan desuden snart stå i en problematisk situation mandatmæssigt.
Fredag aften kom det frem, at folketingsmedlem for Moderaterne Mike Fonseca har et forhold til en 15-årig pige, og derfor var meldingen, at han ikke længere kunne være en del af Moderaterne.
Han går på sygeorlov. Men han har planlagt at vende tilbage til Folketinget som løsgænger.
Det vil have den konsekvens, at regeringen vil miste sit indenrigspolitiske flertal. Det betyder, at den ikke længere har flertal uden de nordatlantiske mandater.
Kilde: /ritzau/