Fremover skal det være slut med høje adgangskrav, der sprænger karakterskalaen, når unge søger ind på populære studier på videregående uddannelser, hvis det står til Socialistisk Folkeparti.
Partiet er nemlig klar med et forslag om et karakterloft på studier i et forsøg på at bekæmpe det, de kalder for "karakterræset".
Det skriver Jyllands-Posten.
Partiet vil lægge et loft over adgangskvotienten, så alle uddannelser, der har adgangskrav på 10 eller derover, i stedet skal tilbyde en optagelsesprøve til elever med et snit over 10, hvis der er flere ansøgere end pladser.
SFs undervisningsordfører Jacob Mark mener, at de høje adgangskvotienter skaber et "karakterræs", der er usundt for trivslen og som skader læringen blandt eleverne.
- Det skaber et karakterræs, der er usundt for trivsel og læringskultur på ungdomsuddannelserne. Her har mange øjnene så stift rettet mod de høje adgangskvotienter, at de bliver enormt bange for at fejle, fordi de skal have 12 i alle eksamener for at holde alle døre åbne, siger han til Jyllands-Posten.
Jacob Mark mener, at et karakterloft vil kunne "tage brodden af karakterræset". Endvidere mener han ikke, at forslaget vil føre til, at mindre dygtige studerende kommer ind på de mest populære studier.
- Tværtimod vil vi få mere motiverede og mindre frafaldstilbøjelige studerende, fortæller undervisningsordføreren.
I 2019 ville et karakterloft, som det SF foreslår, have ramt 41 ud af landets cirka 850 uddannelser.
Jesper Langergaard, direktør i Danske Universiteter, er skeptisk over for forslaget.
- Man skal passe på med en one size fits all-model, da universiteterne henvender sig til forskellige studentergrupper, siger han.
Ifølge Jyllands-Posten støtter Enhedslisten forslaget, mens De Radikale og Venstre er parate til at drøfte udspillet i forbindelse med en større omlægning af optagelsessystemet.
Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen fortæller til avisen, at hun afventer en igangværende evaluering af karaktersystemet, men er åben for en ændring.