I den første delaftale i det nye forsvarsforlig lægger regeringen op til at bruge 13 milliarder kroner på investeringer i luftværn samt rekruttering og fastholdelse af medarbejdere.
Det oplyser forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) i en pressemeddelelse.
Der skal blandt andet investeres i kortrækkende luftværn til hærens brigade samt nærluftforsvarsmissiler og torpedoer til søværnet.
Det skal blandt andet imødegå indkomne missiler, fjendtlige droner og ubåde.
Disse investeringer skal ifølge Troels Lund Poulsen være med til at sikre, at Danmark lever op til udvalgte Nato-styrkemål.
Når det kommer til at skaffe flere soldater, skal ufaglært personel blandt konstabler og sergenter kunne ansættes som lønnede militære lærlinge.
Desuden skal der laves en række mobilitetsfremmende tiltag, herunder at medarbejdere kan kompenseres for at være fleksible i deres arbejdstider. Og så skal der ansættes flere medarbejdere i Forsvarsministeriets styrelser, så rekrutteringsindsatsen bliver bedre.
Desuden skal der bruges mindre tid på administration og transport i Hjemmeværnet. På den måde kan mere tid blive brugt på at løse operative opgaver.
Der har blandt andet været kritik fra soldaternes fagforening af, at der ikke er nok mandskab i Forsvaret til at løse opgaverne ordentligt.
Troels Lund Poulsen udtaler i pressemeddelelsen, at en "fuldstændig afgørende del" af styrkelsen af dansk forsvar ligger i rekrutteringen.
- Derfor lægger regeringen op til en række konkrete initiativer, der skal sikre, at vi har de rigtige medarbejdere og i tilstrækkeligt antal til fremtidens forsvar. Det er helt afgørende, at vi får opbygget den robusthed i organisationen, inden vi kan geare op som ønsket med mange nye materielanskaffelser, udtaler han.
I det samlede forsvarsforlig er der afsat knap 150 milliarder kroner. Det skal gælde fra 2024-2033. Forliget er indgået med et bredt flertal i Folketinget.
Kilde: /ritzau/