Minister får kritik: Tilbageholdt central klima-regnefejl

Fødevareminister Mogens Jensen møder nu kritik fra Folketinget for at have tilbageholdt en afgørende klima-regnefejl.
Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling Mogens Jensen (S) til samråd om sit kendskab til den regnefejl, der gjorde, at de hidtidige opgørelser af lavbundsjorde var stærkt undervurderede, på Christiansborg torsdag den 9. januar 2020.. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix)
Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling Mogens Jensen (S) til samråd om sit kendskab til den regnefejl, der gjorde, at de hidtidige opgørelser af lavbundsjorde var stærkt undervurderede, på Christiansborg torsdag den 9. januar 2020.. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix)

Claes Kirkeby Theilgaard,

14/01/2020

Den socialdemokratiske fødevareminister Mogens Jensen slipper for at få en egentlig næse af Folketinget, men bliver stadig tildelt en heftig kritik for at have tilbageholdt en central klima-regnefejl for sine folketingskolleger.

Det skriver Altinget.dk.

Regnefejlen betyder, at de klimabelastende lavbundsjorde i landbruget udgør 170.000 hektar og ikke 108.000 hektar, som man hidtil har troet.

Fejlen blev offentligt kendt i november, men i december blev det afsløret, at Mogens Jensen havde kendt til regnefejlen siden 1. september uden at orientere partierne.

Derfor møder han nu kritik fra et samlet flertal i Folketinget.

I et et brev til ministeren fra Miljø- og Fødevareudvalget bliver kritikken udpenslet.

Her skriver udvalget blandt andet, ”at ministeren skulle have orienteret udvalget løbende i sagen om den regnefejl, der gjorde, at de hidtidige opgørelser af lavbundsjorde var stærkt undervurderede”.

Samtlige partier i udvalget understreger desuden overfor Mogens Jensen, at han fremover skal orientere partierne ordentligt, da hans ageren i sagen om klima-regnefejlen var imod retningslinjerne for arbejdet i Folketingets udvalg.