Mette Frederiksens forslag om øget overvågning møder hård kritik

Ovenpå Mette Frederiksens udmelding om, at hun og regeringen har tænkt sig at øge overvågningen af danskerne massivt med en ny såkaldt ”sikkerhedsp...

Claes Theilgaard,

09/10/2019

Ovenpå Mette Frederiksens udmelding om, at hun og regeringen har tænkt sig at øge overvågningen af danskerne massivt med en ny såkaldt ”sikkerhedspakke”, har flere været ude med kritik.

Den såkaldte ”sikkerhedspakke” fra regeringen vil blandt andet betyde 300 flere overvågningskameraer, videre beføjelser til at overvåge offentlige bygninger og arealer og fire mobile overvågningsvogne, der kan overvåge i realtid ved særlige situationer.

Blandt koret af kritikere er Alex Vanopslagh, partileder for Liberal Alliance.

”Det er jo en markant udvidelse af det offentliges overvågning af den almindelige, uskyldige borger. Der er noget proportionalitetsprincip, der virker overtrådt og ikke respekteret,” udtaler han til Berlingske.

Mette Frederiksens nye overvågningsudspil står i skarp kontrast til hendes åbningstale, hvor hun argumenterede for, at vi skulle finde tilbage til tilliden i det danske samfund. Det har Vanopslagh også noteret sig.

”Det at skabe et omsiggribende overvågningssamfund rimer på ingen måde på tillid. Det er mistillid. Jeg tror, man skal være forsigtig med, at man ikke overvåger alt for vidt, alt for bredt og alt for mange på en måde, hvor det er helt uproportionalt. Der er også risiko for, dels at det kan misbruges, men også at hvis man samler al overvågning ét sted, at det er for sårbart”, siger Alex Vanopslagh til Berlingske.

Jacob Mchangama fra den uafhængige juridiske tænketank Justitia har også været ude med en skarp kritik af Mette Frederiksen og regeringens udspil.

”Det er bemærkelsesværdigt, at man fremsætter sådan et forslag på et tidspunkt, hvor man i en årrække har videreført logning af teledata, selv om den danske ordning sandsynligvis er i strid med EU-retten”, siger han til Jyllands-Posten med henvisning til den sag om ulovlig logning af danskernes teledata, der har verseret i årevis.

Mchangama stiller sig også skeptisk overfor, om regeringens overvågning overhovedet kan forsvares ud fra argumentet om, at den vil hjælpe i bekæmpelsen af bandekriminalitet. Foreløbigt er det ifølge ham svært at se, hvordan overvågningen skulle gøre en forskel.

”Når man bruger ordene massivt øget overvågning, så kræver det, at der er nogle rigtig stærke argumenter for, at den overvågning er nødvendig for at imødegå de udfordringer, der er. Det synes jeg, regeringen skylder et mere grundigt svar på”, udtaler Jacob Mchangama til Jyllands-Posten.

Flere andre har også meldt sig på banen på sociale medier med kritik af den øgede overvågning, og bl.a. Radikale Venstres retsordfører Kristian Hegaard, som han beskylder for at skabe ”falsk tryghed”.

Der er dog ikke kun kritikere af forslaget, og således har retsordfører for Dansk Folkeparti Peter Skaarup valgt at bakke op om forslaget i et tweet.

Kilde: